Foto: Berit Hvassum

‘Svaneke uden bodegaen er ikke helt det samme’

“NYTÅRSKUREN AFLYST“.

Poul Friis, ejer af Madvigs Pub og Lounge skråt overfor Svaneke Bodega, tog i går formiddags de store bogstaver i brug på Facebook.

På det tidspunkt stod det klart, at Søllingsgård og Svaneke Bodega var kraftigt beskadiget af branden nytårsaften, og Poul Friis har derfor valgt at aflyse de planlagte festligheder lørdag den 4. januar i solidaritet med blandt andet Jette Laursen, indehaver af Svaneke Bodega, og Susanne, der driver Den Gamle Købmandshandel i lokalerne ved siden af.

“Der bliver ingen nytårskur på Madvig i denne omgang. Der er ingen grund til at feste og vi har vist set fyrværkeri nok foreløbig. Byens to vigtigste kulturinstitutioner ligger i ruiner og tre stærke kvinder, Mette, Jette og Susanne, græder. 2020 har fanme fået en dårlig start“, skriver Poul Friis.

Den bedste bodega i kongeriget

Nyheden om branden i Svaneke har afstedkommet flere reaktioner på facebook. En gæst, der er bosiddende i Fåborg, skrev i går på Svaneke Bodegas facebookside:

“Sidder her på årets første dag og tænker så meget på jer alle på og omkring den bedste bodega i kongeriget. Jeg håber I vil få overskuddet til at prøve at genetablere dette fantastiske sted.(…) Svaneke uden bodegaen er ikke helt det samme“, skriver Helene Ellen Grube fra Fyn.