Hvad laver I om vinteren?

Hvad laver I om vinteren?
Rønne Theater. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 2. JAN 2020 • 09:21
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
2. JAN 2020 • 09:21
LÆSERBREV
I kender det sikkert godt, især om sommeren spørger folk altid: Hvad laver I om vinteren? Jeg vender det straks om og spørger dem: Hvad laver du om vinteren?

I de fleste tilfælde viser det sig, at jeg er langt mere aktiv end spørgeren. Min påstand er nemlig, at så snart kulturugen, der er sommerhalvårets sidste store kulturelle satsning, er afsluttet, myldrer bornholmerne ud af deres matrikler og deltager i det rige foreningsliv og de mange helårs kulturtilbud. Enten som aktive deltagere, eller som frivillige.

Lad os tage et eksempel fra i mandags. Jeg tog en tur ind til Rønne i strålende solskinsvejr. Jeg havde nemlig fået nys om, at der i Raschs Pakhus, skulle være den årlige julekomsammen for de psykiatriske væresteder på Bornholm, med udstilling af egne værker inden for keramik, billed- og brugskunst. Et sangkor og et husorkester stod for underholdningen og der var rigtig god stemning og kaffe og æbleskiver til alle. Et fremragende initiativ under kyndig ledelse af korleder Louise Nørgaard Kaarby. Da jeg atter stod ude på det julepyntede og nu kraftigt oplyste, ellers så kedelige Rønne bytorv, var det allerede blevet mørkt. Så kom jeg i tanke om at jeg i Tidende netop havde læst, at guitaristen Martin Frederiksen og keyboardspilleren Jacob Noreen, ville spille en hyldestkoncert nede på biblioteket, til ære for den alt for tidligt afdøde karismatiske samfundsrevser og folkesanger Jan Toftlund, der døde allerede som 40-årig. Pænt stort fremmøde midt inde på byens dejlige bibliotek. En rørende, velspillet minikoncert, med de altid så fremragende tekster af Toftlund, der netop i disse dage ville have været fyldt 70 år.

Men dagens oplevelser var ikke slut endnu. Efter en stille byvandring igennem Rønnes smukke gamle bydel fandt jeg nu ned til det nostalgiske gamle Rønne Theater. Danmarks ældste aktive teater. Her var Det Kongelige Teater netop kommet på besøg med sin anmelderroste turneforestilling: Stå Fast. Med stor forventning til dette nutidige, humoristiske og indsigtsfulde skuespil fyldtes salen i løbet af et øjeblik. Stykket, der er skrevet og instrueret af Kamilla Wargo Brekling i samarbejde med skuespillerholdet, fik med sin mildest talt overumplende fremførelse uafbrudt salen til at bryde sammen i latter. En anderledes og sjælden set opsætning, der igen viser teaterforeningens mod i valg af stykker. Det kunne nemlig nemt være gået lige modsat med et så ukendt materiale og kræfter. Stykket bygger på psykologiprofessor Svend Brinkmanns antiselvhjælpsbøger, der handler om at gå imod tidens krav om at være i konstant bevægelse og agiterer for at standse op og sige ”nej” og vende selvrealisering og selvindsigt til udsigt i stedet. Flot, flot fremført af de tre skuespillere, Mads Rømer Brolin-Tani, Maria Rich og Stine Schrøder Jensen.

Så når jeg næste gang bliver stillet over for det klassiske turistspørgsmål: Hvad laver I så om vinteren, svarer jeg blot: Jo ser du, om mandagen...

Danny Christensen
Nørregade 42, Allinge