En række fonde kan imødese en ansøgning fra Bådmotorklubben Columbus i Hasle, efter at klubbens formand, Bjarne Stefaniuk, fik nogle gode tips med hjem fra et besøg i Det mobile Frivillighedskontor.
Frivillighedskontoret var torsdag eftermiddag på sin tur rundt på Bornholm nået til Rådhuset i Hasle for at give de frivillige ildsjæle her en nem adgang til råd og vejledning. Columbus er, som vi omtalte i avisen forleden truet på livet af et vigende medlemstal og et faldende antal frivillige. Så Bjarne Stefaniuk havde god grund til at møde op:
– Jeg er kommet for at få mere at vide om, hvordan man søger fonde, og for at finde ud af, hvilke fonde, der kan være relevante for os. Jeg har allerede nu hørt om nogle fonde, jeg ikke kendte, fortæller Bjarne Stefaniuk, mens Niels Chresten Andersen, kommunens konsulent indenfor blandt andet fondssøgning og projektudvikling, taster oplysningerne frem på den bærbare pc.
Frivillighedskontoret er desuden bemandet af kommunens frivillighedskonsulent, Birgitte Eybye, og Steffen Gerdes, formand for Frivillig Forum Bornholm.
– Jeg vil også opfordre Columbus til at lave et opslag på Frivillig Forums hjemmeside, hvor de kan søge efter frivillige, siger Birgitte Eybye.
Bjarne Stefaniuk er i øvrigt knap så pessimistisk med hensyn til Columbus’ fremtid som han var for bare en uge siden:
– Vi har fået ni nye medlemmer efter Bornholms Tidendes artikel om vores problemer, og jeg håber også på, at nogle af dem vil give os en hånd som frivillige, siger Bjarne Stefaniuk.