Hjemmeplejens 80 medarbejdere kan blive i Ravnsgade efter politisk opbakning

| ABONNENT | 29. NOV 2019 • 16:02
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
29. NOV 2019 • 16:02
De 80 medarbejdere i hjemmeplejen i Aakirkeby blev her fredag morgen orienteret om, at de nu har politisk opbakning til at blive i Ravnsgade.

Sagen blev behandlet som et lukket punkt på dagsordenen på kommunalbestyrelsesmødet i aftes, men det er kommet frem, at man afsætter i omegnen af fire millioner kroner til at lovliggøre bygningen, der har vist sig ikke at leve op til gældende arbejdsmiljøkrav, efter at de ansatte rykkede ind i september 2019.

Koncerndirektør i BRK Claus Stensgaard forklarer den uheldige sagsgang med et uventet juridisk benspænd, som ingen var opmærksom på, da flytningen fra Doktorbakken til Ravnsgade blev planlagt.

– Vi ramte ind i noget dybt kompliceret lovgivning, som har rod i, at man på et tidspunkt gav dispensation til, at næsten hvad som helst kunne laves om til flygtningeboliger, siger Claus Stensgaard.

Ny lovgivning

Ravnsgade 5 blev oprindeligt opført som kommunal administrationsbygning og var frem til nedlæggelsen i 2003 hjemsted for Teknisk Forvaltning i Aakirkeby Kommune. BRK havde derfor en forventning om, at bygningen ville genvinde sin status som administrationsbygning, når dispensationen blev ophævet og flygtningecenteret blev nedlagt.

Men det viste sig at være en forkert antagelse, siger Claus Stensgaard.

– Vi fandt ud af, at Ravnsgade 5 ikke automatisk gik tilbage til administrationsstatus. Der er tale om en funktionsændring, og der er kommet ny lovgivning på området, siger Stensgaard.

Bygningen var således ikke godkendt til administrativt arbejde da de 80 medarbejdere i hjemmeplejen Aakirkebys distrikt øst og vest samt rehabilteringsteamet rykkede ind for snart tre måneder siden.

Skal ikke flytte igen

Nu står bygningen overfor en obligatorisk og temmelig bekostelig opdatering for at leve op til gældende krav om arbejdsmiljø, i denne sammenhæng primært forhold vedrørende lyd, lys og ventilation.

– Det kommer til at koste lidt mere, end vi havde forventet, men politikerne gav i aftes grønt lys for at vi kan gå videre, og det betyder at hjemmeplejens medarbejdere ikke skal flytte igen, siger Claus Stensgaard.

Kommunen har nu forlænget den midlertidige ibrugtagningstilladelse frem til maj 2020.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ledelsen hos hjemmeplejen i Aakirkeby eller ældrechef Birgit Mortensen.