Små penge til idrætsråd udløser større politisk debat

| 28. NOV 2019 • 18:41
Af:
jakob-marschner

28. NOV 2019 • 18:41
I alt 49.000 kroner om året fra kommunen er der til rådighed for Bornholms Idrætsråd og Idrættens Videns- og Kompetenceråd. Men hvordan skal de fordele pengene imellem sig?

Det kom der nogen debat ud af på kommunalbestyrelsens møde torsdag aften. Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten ønskede at nedlægge Idrættens Videns- og Kompetenceråd og give Bornholms Idrætsråd alle de 49.000 kroner.

Den idé kunne dog ikke samle flertal. I stedet overlever begge udvalg nu. De får begge øremærket 10.000 kroner, mens de sidste 29.000 kroner ryger i en pulje, som begge råd kan søge penge fra. Det sørgede Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne for.

– Der har været en dialog mellem de to råd, og vi er heldigvis i enighed kommet frem til den her model. Der er nogle forskelle på de to råd, og ingen af dem kan undvære hinanden. Så vi er glade for den model, som vi har her, sagde Erik Lund Hansen (S), formand for udvalget for job, udvikling og fritid.

René Danielsson (DF) var mindre begejstret.

– Jeg synes faktisk ikke, at de her råd har været særlig gode til at samarbejde. Derfor vil vi hellere bare have ét valgt, sagde han.

– Det ene råd er demokratisk valgt, det andet er ikke. Bornholms Idrætsråd er demokratisk valgt, og det taler for os for at give pengene til Bornholms Idrætsråd. Sådan går det ikke, men i det mindste overlever idrætsrådet. Det turde man ikke tage for givet, da vi var i gang med budgetforliget, sagde René Danielsson.