JF Data i fusion – får kontor i København

| 28. NOV 2019 • 14:10
Af:
redaktionen

28. NOV 2019 • 14:10
It-virksomheden JF Data Service i Rønne har overtaget rettigheder og kunder fra selskabet ComArchive og udvider dermed aktiviteterne, både hvad angår konsulentforretningen og udviklingsprojekter og support. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

– Med ComArchive får JF tilført et emailarkiveringsprodukt til porteføljen, som er højaktuelt og som med faciliteter til også at identificere og fjerne emails med personoplysninger har hjulpet en lang række virksomheder af alle størrelser og i mange brancher med at få kontrol over deres emails og at leve op til kravene i GDPR. Kunderne udgør i dag flere større kommuner og virksomheder i både Danmark, Sverige, Norge og England, oplyser JF Data.

Direktør Lars Falk fortæller, at virksomheden kender ComArchive-løsningerne rigtig godt, da man har samarbejdet om at udvikle produkter, mens JF også har supporteret løsningerne hos Rønne-virksomhedens kunder.

– Vi kan se hvor meget værdi ComArchive’s løsninger skaber for kunderne og vi er sikre på at endnu flere både i Danmark og i udlandet i de kommende år vil efterspørge sådanne produkter. Jeg synes vores virksomheder matcher godt og jeg er sikker på at fusionen betyder en god synergi for alle vores forretningsområder, siger Lars Falk ifølge pressemeddelelsen.

Fusionen betyder, at alle medarbejdere, som i dag er beskæftiget i ComArchive vil indgå i JF-teamet. JF får dermed også et kontor nær København, som kan servicere de mange kunder som befinder sig der.

Svend Frandsen, som var med til at grundlægge virksomheden ComArchive for 15 år siden, ser frem til den nye organisationsstruktur.

– Det team, som står bag vores produkter og services, er nu væsentligt styrket, og det vil betyde, at vi endnu hurtigere kan videreudvikle vores løsninger og få dem ud til langt flere virksomheder. Den ånd og de dygtige teknikere og udviklere, som vi kender hos JF, glæder vi os til at arbejde med, siger Svend Frandsen.