Nyt liv i Storegade

| ABONNENT | 27. NOV 2019 • 07:08
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
27. NOV 2019 • 07:08
Den tidligere Born Antik, Storegade 61 i Hasle, har fået ny ejer. Fru Krogh rykker ind med sit garnværksted, men der åbner ikke en ny fysisk butik i de store lokaler.

De nye ejere er Merete og Peter Verner Krogh, der i 2017 flyttede til Hasle.

– Jeg har mit fuldtidsjob, som jeg er glad for. Og så har jeg en hobby, hvor jeg farver garn, og det fylder og roder. Så det er tanken, at jeg skal have lov til at gå og rode dernede, så jeg ikke fylder huset derhjemme, siger Merete Verner Krogh, der er tilflytterkonsulent i Bornholms Regionskommune.

– Jeg havde fundet et lille værksted i Rønne, men min mand syntes , at det kunne være dejligt, at jeg var i Hasle. Det vil være nemmere at gå til og fra. Vi kom derned i Storegade med henblik på at leje lokalerne. Men så ville ejeren helst sælge det. Og her på Bornholm er det billigere at købe end at leje, siger Merete Verner Krogh om baggrunden for købet af ejendommen.

– Når jeg er dernede, er man velkommen til at kigge ind. Jeg vil på sigt måske holde workshops, og måske vil andre farve garn med mig eller strikke og hygge, siger Merete Verner Krogh om planerne og understreger, at det er på et hobbyplan, og at hun ikke har planer om en butik.

Holder loppemarked

Merete Verner Krogh fik i april registret sin hobbyvirksomhed under navnet Fru Krogh og har en hjemmeside, hvor hun sælger garn, og så kommer hun også ud på markeder. I den kommende weekend er hun med på julemarkedet på Villa Nova.

Der bliver en god mulighed for at kigge ind til Fru Krogh i Storegade 61 i weekenden 7.-8. december, hvor familien inviterer til privat loppemarked.