82-årige Erhardt og de andre: Her er 12 vindere af BM i gokart

| ABONNENT | 26. NOV 2019 • 06:24
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
26. NOV 2019 • 06:24
Selv om de gamle led er blevet lidt stive, og han må have en hånd for at kunne rejse sig fra sædet, så er Erhardt Nielsen fra Aakirkeby et levende bevis på, at alder ikke er en hindring for at prøve noget nyt.

Det viste han, da han i weekenden klatrede op på det øverste trin på sejrsskamlen hos Bornholms Gokart Center. Få minutter inden havde han nemlig vundet bornholmsmesterskabet i gokart i klassen for kørere over 80 år.

Det bemærkelsesværdige er, at det kun var anden gang i sit 82-årige liv, at Erhardt sad i sædet på en gokart.

Sidste år fik han et gavekort til Bornholms Gokart Center i julegave af sin datter og svigersøn, og det indløste han for en uge siden. Det var første gang, han kørte gokart, og benzinen gik lige i blodet på ham. Han kunne slet ikke få nok af at ræse rundt på den hurtige betonbane i gokartcentret.

Konen synes han er tosset

– Jeg har altid været bidt af motorsport, så det var rigtig sjovt at få lov at prøve selv, og det er ikke sidste gang, jeg har kørt gocart, fortæller Erhardt Nielsen smilende, mens han puster ud efter de to løb, der hjembragte ham mesterskabet.

Sidste gang han dyrkede motorsport var i midten af 1950’erne. Dengang skruede han sidevognen af sin NSU-motorcykel og kørte cross i en gammel grusgrav uden for Køge. Siden er det – indtil i søndags – kun blevet til at dyrke motorsport som tilskuer.

– Jeg ser al det motorsport, jeg kan, i fjernsynet, og for to år siden var jeg i Belgien for at se formel 1, fortæller Erhardt og peger stolt på den grå baseball-kasket med et rødt logo, som han har på. Den er et souvenir fra besøget på Spa-banen, hvor det belgiske formel 1 granprix bliver afholdt.

Men nu vil han altså til at dyrke motorsport selv, og han kan næsten ikke vente, til han skal ud og køre igen.

Og hvad mener Erhardts Nielsens kone, Merete, så om, at han vil til at køre køre gocart?

– Hun synes, jeg er tosset, griner han.

 


 

 
 

Vindere af bornholmsmesterskabet i gokart 2019

80+ år:
1. plads: Erhardt Nielsen

70-80 år:
1. plads: Elmer Rasmussen
2. plads: Ole Jørgensen

60-70 år:
1. plads: Nis Hjort
2. plads: Anker Munch

Kvinder
1. plads: Aga Zadworna
2. plads: Ferya Kofoed
3. plads: Sille Grænge

100 kg og op:
1. Plads: Brian Madsen
2. Plads: Andreas Gunke Kofoed
3. Plads: Claus Kristoffersen

90-100 kg:
1. Plads: Tobias Hartelius
2. Plads: Mads “Speedy” Svendsen
3. Plads: Thomas Oidinsson

80-90 kg:
1. Plads: Kim Kimowich
2. Plads: Mads Sandsten
3. Plads: Brian Mogensen

70 - 80 kg:
1. Plads: Palle Kofoed
2. Plads: Kenn Pedersen
3. Plads: Niclaes Hansen

Børn over 11 år
1. Plads: Mads Bundvig
2. Plads: Tjørn Bjerregaard
3. Plads: Merle Jensen

Børne-gokart 7- 10 år
1. Plads: Oliver Juul Mogensen
2. Plads: Fredrik Jensen
3. Plads: Viktor Mattebjerg

Voksen-gokart 9-14 år
1. Plads: Linus Larsen
2. Plads: Freya Kofoed
3. Plads: Silas Elleby Larsen

Voksen-gokart for alle:
1. Plads: Carl Hansen
2. Plads: Mads Bundvig
3. Plads: Jakob Sørensen