Plan om folkeejede vindmøller fortsætter

| 25. NOV 2019 • 13:33
Af:
jakob-marschner

25. NOV 2019 • 13:33
At Ørsted nu foreslår Danmarks hidtil største havvindmøllepark ud for Bornholm ændrer ikke noget for projektet om en langt mindre folkeejet havvindmøllepark på cirka det samme areal. Det siger viceborgmester Morten Riis (EL), der med i initiativgruppen omkring folkeejede havvindmøller.

– Der er ingen grund til at udelukke hverken det ene eller det andet projekt lige nu. For begge projekter er stadig kun på et idéplan, siger han.

– Jeg ved ikke, om der stadig vil være ræson i en folkeejet havvindmøllepark, hvis Ørsteds store park kommer. Men lige nu er det vel om at holde alle muligheder åbne.

– Ørsteds planer får os i hvert fald ikke til at lægge vores planer fra os. Initiativgruppen går på med krum hals. Ørsteds park er jo også først planlagt til at starte i 2028. Det er stadig noget ude i horisonten, siger Morten Riis.

Han ser dog stadig en fordel ved det lille folkeejede projekt frem for Ørsteds langt større.

– Nu er jeg jo også med i et andet projekt i nærheden af det her. Og skal jeg tage de briller på, synes jeg da, at vores projekt om en folkeejet havvindmøllepark har den fordel, at vi her selv vil eje infrastrukturen. Der er jo ingen, der ved, hvem der ejer Ørsted om 9-10 år, siger Morten Riis.

– Det er ikke for at finde hår i suppen, men Ørsted kan jo være solgt til en new zealandsk kapitalfond til den tid, siger han.