Syv måneder som feltpræst i Kabul: Jeg var meget udfordret

Hun er oprindeligt fra Lolland, 61-årige Ulla Skou, der kom til Bornholm i 2013 og som nærmest ved et tilfælde gik hen og blev feltpræst.

I september kom Ulla Skou hjem fra sin første rejse; syv måneder i Afghanistan, hvor hun med egne ord færdedes i pendulfart mellem fire forskellige lejre i og omkring Kabul.

Hvad gik gennem hovedet på dig i 2015, da den forhenværende provst Gotfred Larsen spurgte, om du ville være feltpræst?

– Jamen, han spurgte mig da aldrig, ler Ulla Skou.

– Han fik en henvendelse fra hjemmeværnet, for de manglede en feltpræst, og så sagde han vist: ”Jamen, I har da Ulla Skou”?

– Det var nok ment sådan, at de kunne henvende sig til mig. Men jeg fik altså en indkaldelse fra Jyske Dragonregiment. Når man er sådan en fra min generation, der er vant til at please, så siger man ikke noget. Så jeg tog derhen. I min lille spadseredragt.

–  Der stod sådan en kortfattet, karseklippet hærprovst og fortalte lidt fra de varme lande. Jeg var vist i chok. Jeg er sådan en, der interesserer mig for at strikke og sy og lave ting med børn. Så selvom Forsvaret er noget, jeg sætter pris på, havde jeg aldrig set mig selv som soldat. Men selv den handlingslammede sker der jo noget for, smiler hun.

Værnepligt som 58-årig

Indkaldelsen betyder, at den på det tidspunkt 58-årige Ulla Skou skal gennem fem ugers intensiv værnepligt ved Flyvestation Skalstrup for at blive feltpræst.

Værnepligten er afgørende for, at man i felten kan færdes alene og ikke skal have en vagt med sig.

– Det betyder jo noget for den udsendte, der gerne vil tale med præsten, at der ikke følger en vagt med hele tiden, forklarer Ulla Skou.

– Så jeg dukkede op i Skalstrup. Jeg havde stadig spadseredragten på og sådan en lille mappe. Jeg forestillede mig, at jeg skulle orienteres lidt om nogle historiske emner eller noget i den stil. Men man smider 40 kilo udstyr efter mig; støvler, telte og våben.

 

Jeg var meget udfordret,
både fysisk og psykisk. Men
jeg tænkteogså over, at man
som præst har en god ballast

 

– Det var meget fysisk træning, og hvordan man håndterer våben. Vi var ude hele tiden, det var i februar, så kan du selv tænke dig til resten, siger hun.

– De andre var læger, sygeplejersker, psykologer. De var sidst i 20erne. Jeg var tydeligvis den ældste.

De fem ugers værnepligt er opdelt af en pause, og i pausen overvejer Ulla Skou seriøst, om hun klarer at gennemføre.

– Jeg var meget udfordret, både fysisk og psykisk. Men jeg tænkte også over, at man som præst har en god ballast. Dér er der også mange opgaver, der kræver, at du er robust.

Så hun fortsatte.

– Selvom jeg altså fornemmede, at halvdelen af mine medkursister gerne ville tage mig med ud bagved og skyde mig. Jeg sænkede jo tempoet. De blev uddannet sammen med Danmarks ældste feltpræst.

 


 

Game of Thrones med Patrick

Da værnepligten var overstået, og Ulla Skou stod som nyudklækket feltpræst i 2017, lavede DR et portrætinterview med hende. Her sagde hun:

– ”Mit gæt er, at jeg sandsynligvis kommer af sted, men på en mindre opgave.”

I september 2019 kom hun så hjem efter syv måneder i felten. I Afghanistan.

Her har hun haft sin daglige færd blandt 160 danske udsendte fordelt over fire danske lejre i Kabul og omegn.

– Feltpræsten bor blandt de yngste udsendte, så de har en støtteperson. Så der var jeg igen ”Ældrebyrden” for Patrick og alle de andre, smiler hun.

– Men på Lolland, hvor jeg kommer fra, danser man, med de piger der er. Så: Skal jeg været optaget af det her, så gør jeg det, siger hun.

– Jeg har set ”Game of Thrones” med mandskabet. Der sad hele det Jyske Dragonregiment og forklarede mig, hvem der var de onde.

Hun blev også det, hun selv kalder, ”konsulent i smykkebranchen”.

De unge soldater havde brug for hendes vurdering, når kloge handlende havde slået markeder op i nærheden af lejrene:

– Så skulle jeg sige, om jeg troede, mor ville blive glad for den her halskæde, fortæller hun.

De stærke samtaler

En af feltpræstens største opgaver, ud over at afholde gudstjenester, er at fungere som sjælesørger og samtalepartner.

Eftersom præsten har tavshedspligt, kan Ulla Skou ikke give konkrete eksempler på nogle af de helt specielle samtaler, der har udspillet sig under de særlige forhold i Kabul.

– Men her jeg fik faktisk brug for min oparbejdede livserfaring. Soldater taler jo om krig. Og om kærlighed. Om længslen efter dem derhjemme. De taler om de oplevelser, de har, ved at være soldat. ”Er jeg en ordentlig soldat?” spørger mange. ”Alle de andre er så vældige!”.

– Der er det jo ideelt at tale med den lidt kiksede feltpræst, smiler Ulla Skou.

En feltpræst står uden for militær rang, så taler man med en sergent, har præsten samme rang som en sergent og så fremdeles.

 

Jeg havde stor glæde af at se
den alvor, de går ind i opgaven
med og den store omsorg for
den afghanske befolkning

 

– På den måde ødelægger mandskabet ikke deres karriere, når de vil tale om nogle ting, der ligger dem på sinde, forklarer hun.

Det kunne ellers godt få følger at lufte den slags overvejelser overfor rangspersoner inden for det militære system.

– De udsendte ser jo ting! Men jeg havde stor glæde af at se den alvor, de går ind i opgaven med og den store omsorg for den afghanske befolkning.

Hvor finder man kisterne?

Ulla Skou blev ikke denne gang, det man kalder ”dødsbud”.

I forsvaret er det vigtigt, at når der sker ”en hændelse”, får den berørte familie besked af mennesker i deres eget hjem.

Inden de nærmeste får besked, skal der sørges for alt, hvad der hedder mail og Facebook, så budskabet f.eks. ikke når frem via de sociale medier.

Men hun var del af et særligt hændelsesteam, som skal samle folk, når noget sker, og som skal beslutte en rækkefølge for, hvad der skal gøres.

– Jeg måtte hele tiden have fokus på; hvad skal du nu? Jeg måtte finde ud af; hvor skal jeg gå hen for at finde kister, hvis der er en, der dør? Jeg ville gøre det hele så ordentligt og værdigt som muligt.

– Vi oplevede virkelig ting, og nu, hvor jeg er kommet hjem, kan jeg mærke, at jeg har været i en tilstand af forhøjet stressberedskab i al den tid, jeg har været af sted, siger hun.

For en lakridspibe

På internationale missioner, som den Ulla Skou har været på, har feltpræsten også til opgave at sikre et godt socialt liv i lejren.

– I Afghanistan er der ingen soldaterhjem eller KFUM, så jeg har da også syet og bagt og sunget og spillet spil og hygget. Fælleskabet derude er noget særligt. De ting, vi kan finde morskab i…. Vi kan jo ikke gå i biografen eller i byen, (al færden uden for lejrene er potentielt farligt. red), så det var sådan noget med at lege ”Tyve spørgsmål til professoren” i mange, mange timer, og man kunne måske vinde en lakridspibe.

– Det er fortryllende at være med til, i en tid hvor ingenting kan blive stort nok, være godt nok.