Fotos: Allan Rieck

Murersønnen der blev kommunaldirektør

I anledning af Poul Aksel Eriksens død bringer vi her et stort portræt lavet i januar i anledning af, at den tidligere kommunaldirektør i Aakirkeby blev 75 år.

Det er hørt før, men det kan ikke siges tit nok: Hvis et hus brænder ned, kan hjerter gå i brand.

For eksempel kan man godt – hvis man synes, det er sjovt at arbejde med revision – stille spørgsmålstegn ved, om Poul AkselEriksen overhovedet ville være på denne jord, hvis ikke der var gået ild i Myrebygård i 1934.

– Min far var murer, og han fik arbejdet med at bygge gården op igen. Undervejs forførte han datteren, som var ti år yngre, og inden hendes far nåede at protestere, havde han gjort hende gravid.

Sad under spisebordet

Vi taler om Jens Eriksen, mureren fra Aakirkeby, der blev murermester og endte med at have 30 mand under sig.

– Han har blandt andet bygget Hans Rømer Skolen, Vestermarie Skole og plejehjemmet i Nylars, fortæller Poul Aksel Eriksen.

Jens Eriksen har også bygget det hus, Poul Aksel og hans hustru, Ingrid, har boet i siden 1970. Og nabohusene på begge sider.

Faren, der med Poul Aksel Eriksens ord var ” kraftig socialist”, har været et forbillede for Poul Aksel Eriksen i hele hans snart 75-årige liv. Men påvirkningen var størst i de unge år.

– Jeg sad under spisebordet og lyttede, når mændene talte politik i den bedste stue på Myrebygård. Det var der, jeg blev opmærksom på samfundsforhold, fortæller PoulAksel Eriksen.

– Da jeg var færdig med realeksamen sagde min far: Du er totalt uegnet som håndværker. Du skal på kontor.

Kasseeftersynet

Poul Aksel Eriksen søgte tre elevstillinger og fik dem alle tre.

– Jeg valgte det sted, hvor chefen var flinkest, siger han.

Det var Robert Hansen, kommunaldirektør i den daværende Østermarie Kommune.

– Han var knaldende dygtig. Han er skyld i, at jeg fik en masse udfordringer, blev videreuddannet, kom på kurser.

Da en revisor fra Kommunernes Landsforening en dag kom på uanmeldt besøg på kommunekontoret i Østermarie, gik Robert Hansen en tur og overlod kasseeftersynet til den 21-årige kommuneassistent.

Kommuneregnskabet i Østermarie må have stemt ned til sidste øre, for inden revisoren begav sig i retning mod færgen igen, havde han ansat Poul Aksel Eriksen.

Brændt alle bilagene

De næste tre år tilbragte Poul Aksel Eriksen på farten. KLs hovedkvarter ligger i Gyldenløvesgade i København, men nu var det Poul Aksel Eriksens job at dukke uanmeldt op på udvalgte kommunekontorer og skræmme livet af bogholderne, og det nød han: – Det var vanvittigt spændende, for de var forskellige allesammen. Og de var jo bange for mig, fordi jeg var en autoritet, siger Poul Aksel Eriksen med et veltilfreds smil.

Arbejdet som kommunerevisor indebar en del weekendarbejde, for rutinen var typisk, at Poul Aksel Eriksen dukkede op lørdag – dengang lukkede kommunekontoret lørdag kl. 12.00 – og låste kassen. Så havde han – og hans kolleger, hvis det var en større by – indtil mandag morgen kl. 8.00 til at afstemme kassen.

Det vildeste, Poul Aksel Eriksen oplevede på sine ture rundt i landet, var, da han skulle lave et kasseeftersyn et sted på Sjælland.

– Kommunekassereren havde svindlet og brændt alle bilagene af. Så måtte vi jo prøve at rekonstruere.

 

Vi blev gift den 8. marts
på kvindernes kampdag.
Og det har været en kamp
lige siden

 

Tilbage til Bornholm – og Ingrid 50 år senere kan Poul Aksel Eriksen se tilbage på en spændende karriere med stigende ansvar i et samfund med stadigt færre kommuner.

På Bornholm er antallet af kommuner i hans levetid faldet fra 21 til én.

I 1970, da antallet af kommuner blev barberet ned fra 21 til fem, kom det til at passe med, at de manglede en kommuneassistent i den nyudråbte Aakirkeby Kommune.

Inden da havde Poul Aksel Eriksen mødt en smuk laborant til et bal på Fredensborg, så nu ville han gerne hjem til fødeøen igen.

– Jeg var 26, Ingrid var 23, da vi blev gift.

Det var rimelig gammelt i forhold til vennerne, indrømmer Poul Aksel Eriksen. Og så kommer en af hans berømte vittigheder:

– Vi blev gift den 8. marts på kvindernes kampdag. Og det har været en kamp lige siden.

To forskellige borgmestre

I sin tid som kommunaldirektør sad Poul Aksel Eriksen under to borgmestre, Aksel Jensen og Birthe Juel-Jensen.

– De var begge Venstre-folk, men de var meget forskellige. Det var Aksel Jensen, der ansatte mig, selv om han var Venstremand.

Han sagde: Du er lige så klog og dygtig som din far.

Poul Aksel Eriksen smiler stort.

– Og så fik jeg jobbet som kommunebogholder.

I 1979 blev Poul Aksel Eriksen forfremmet til kommunaldirektør med ansvar for mere end 400 kommunalt ansatte. Det var travle år, men da Aksel Jensen i 1986 blev erstattet af Birthe Juel-Jensen, blev kommunaldirektøren tvunget endnu et gear op.

– I mit samarbejde med Aksel Jensen var jeg dynamoen. Med Birthe var jeg bagstopperen, der stod med styrelsesloven i hånden og talte om økonomi. Vi var aldrig uvenner, men vi var ofte uenige, og nogle gange kom sekretæren ind og sagde: Man skulle tro, I var gift! Og så lukkede hun døren.

Poul Aksel Eriksen giver uden at blinke Birthe Juel-Jensen æren for NaturBornholm og Aakirkeby Hallerne.

– Det var også hende, der reddede højskolen, fastslår han.

Fyr mig

Da kommunerne stod over for endnu en sammenlægning, var kommunaldirektøren ved at være træt.

– Jeg var 58 år, da de skulle lægges sammen, jeg havde arbejdet 14-15 timer om dagen i mange år, jeg gad ikke mere. Fyr mig, sagde jeg, men den gik ikke.

Poul Aksel Eriksen lod sig overtale til at tage halvandet år som direktør for regionsrådets afdeling for personale, fritid og kultur.

I 2005 gik han på penson. På det tidspunkt var parrets tre piger, Anja, Katja og Stine voksne og godt i vej. Poul Aksel Eriksen ville ud og se verden.

– Jeg syntes, jeg havde fortjent det. Vi havde næsten ikke rejst, fordi vi havde travlt med at arbejde og opfostre vores børn.

 

 

Tvang Ingrid på pension

Ingrid var på det tidspunkt blevet chef for Blodbanken, og var ifølge Poul Aksel Eriksen rigtig glad for sit job.

– Jeg tvang hende til at gå på pension.

Han betragter verdenskortet, der hænger i entreén i murstensvillaen på Skovløkken 16. De farvestrålende knapper, der er spredt ud over kortet, viser, at der stadig bliver holdt regnskab med tingene hjemme hos den gamle bogholder: En nål for hvert land, parret har besøgt.

Snart kommer der en nål mere i, for om en uge rejser Poul Aksel og Indgrid til Brasilien.

– Vi skal ud og se vandfald.

Inden da er der Åbent Hus på Skovløkken, og det er på onsdag fra 12-16.

De tre døtre, deres ægtefæller og de ialt ni børnebørn kommer først i weekenden. Men så har murermesterens søn også fået alt, hvad han ønsker sig.