'Den kører godt og tjener stadig penge'

| ABONNENT | 22. NOV 2019 • 16:42
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
22. NOV 2019 • 16:42
I næsten tre år har parret Sabine og Preben Andersen ejet og drevet pølsevognen på Store Torv, men til nytår er det slut. Af helbreds- og familiemæssige årsager ønsker de at drosle lidt ned og koncentrere sig om barerne O’Malley i gågaden og Café 18 i Krystalgade, som de også ejer.

– Vi fik pølsevognen for tre år siden, og så fik jeg konstateret kræft lige efter. Dags dato har jeg gennemgået 11 operationer på de tre år, og som følge af at jeg har lymfeproblemer, går det galt, når jeg selv står i den vogn, siger Sabine Andersen til Bornholms Tidende.

Ifølge hende fejler omsætningen ikke noget. Der er syv ansatte, en på fuldtid og resten løst, men fordi hun ikke selv kan tage vagter og passe vognen, tjener hun og hendes mand ikke selv noget på vognen.

– Pølsevognen kører rigtig godt, men det er bare sjovere, når man også selv tjener penge på den, og så skal man selv stå i den. Den kører godt og tjener stadig penge, men den tjener penge til dem, der står i den, siger hun.

– Når man har et firma, så skal man selv arbejde i det, tilføjer hun.

Klar til at sælge

Preben Andersen kører stadig pølsevognen hen på torvet om morgenen, og Sabine Andersen kører til bageren efter brød. Aftenrengøring og regnskab står de også for, så de lægger stadig mange arbejdstimer i vognen, og det bliver de ved med indtil nytår.

– Vi bliver nødt til at geare lidt ned på grund af helbred og familie. Vi  har også fået Café 18 i mellemtiden, så vores fokus bliver 100 procent på barerne, siger Sabine Andersen.

 
Kommunen bestemmer,
hvem der får stadet

 

Stadepladsen på Store Torv er opsagt, så varslet på tre måneder er gået, når 2019 bliver 2020, og parret er klar til at sælge selve vognen, hvis kommunen beslutter, at der fortsat skal være pølsevogn på torvet. Indtil det sker, beholder de vognen, siger Sabine Andersen:

– Kommunen bestemmer, hvem der får stadet. Jeg vil ikke sælge den, selvom vi er færdige den 31. december og har sidste åbningsdag den 30. Jeg kan ikke få mig selv til at sælge den og være ligeglad.

Godt personale

Når vognen ikke står på torvet, står den i et skur i nærheden, og det er ikke opsagt, da ejerne ønsker, at den skal stå indenfor, indtil en eventuel ny ejer overtager den. Hvad der derefter skal ske med skuret, lader Sabine Andersen være op til den nye ejer.

Beslutningen om at stoppe er blevet offentliggjort på pølsevognens side på Facebook. Det udløste en bemærkning om, at det åbenbart havde været svært at få stabilt personale til vognen, men det passer ikke, slår Sabine Andersen fast. Hun har en fuldtidsansat, som har været der i over et år, og så er der nogle unge, som mangler arbejde. Derudover har hun efter aftale med kommunen ansat et par fleksjobbere i pølsevognen og en på Café 18.

– De gør det så godt, og der har ikke været en eneste sygemelding. De gør vognen klar om morgenen for mig, og så henter Preben den ned, siger hun.