Prisstigninger på fjernvarme rammer først efter vinteren

| 20. NOV 2019 • 10:51
Af:
jakob-noermark

20. NOV 2019 • 10:51
I et brev til kunderne, som Rønne Vand Varme snart udsender til fjernvarmekunderne i Rønne, meddeler selskabet, at de varslede prisstigninger først træder i kraft, når vintermånederne januar og februar er overstået.

”Vi varsler de nye priser allerede nu, da varslingen skal ske i god tid. Priserne vil være gældende fra 1. marts 2020,” står der i brevet, som kunderne vil modtage med næste aconto-opkrævning.

RVV lægger i brevet vægt på, at de sender en prisstigning fra Bornholms Energi og Forsyning (Beof) videre til forbrugerne.

”Den varslede prisstigning er alene lagt på forbrugsbidraget. Prisen vil fremover være på kr. 231,38 pr. GJ inkl. moms. Det er en markant prisstigning på kr. 98,88 pr. GJ. Den er alene fremkommet som følge af en ekstraordinær stor varmeprisstigning fra vores leverandør Beof. Vi skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at RVV på denne måde er blevet bragt i en meget usædvanlig situation. Vi har klaget til Forsyningstilsynet, og vi gør, hvad vi kan for at påvirke både Beof og BRK. Skulle vore bestræbelser lykkes helt eller delvis, sætter vi selvfølgelig priserne ned igen.”

Med brevet vil RVV sikre, at alle andelshaverne i det forbrugerejede selskab er orienteret korrekt, fortæller direktør Erik Steen Andersen.

I forrige uge fik nogle, men ikke alle andelshavere, besked om prisstigningen via en sms, der var udstyret med et link til RVV’s hjemmeside.