Møbelfabrikken får 300.000 kroner fra Realdania

| 20. NOV 2019 • 08:00
Af:
elisabeth-krogh

20. NOV 2019 • 08:00
Møbelfabrikken i Nexø er udvalgt blandt i alt 110 ansøgere fra hele landet, der alle havde søgt om støtte fra Realdanias kampagne Underværker, hvor Realdania støtter nye og visionære projekter rundt i hele Danmark.

Møbelfabrikken får 300.000 kroner fra Realdania.

Pengene skal gå til det Eksperimentarium for cirkulær økonomi, som Møbelfabrikken vil etablere i en endnu rå og uistandsat hal i den gamle fabrik.

Idéen er at skabe en ’Genbrugs’, hvor frivillige kræfter sætter lokale borgeres kasserede ting i stand, så de kan bruges igen. Og den idé er så god, mener Realdania, at den nu kan føres ud i livet med støtte fra Underværker – Realdanias kampagne til ildsjæle i det byggede miljø.

I alt 19 nye ildsjæleprojekter får støtte fra Realdanias Underværker-kampagne.

– I Realdania er vi glade for endnu en gang at kunne bakke op om den indsats, som ildsjæle over hele landet lægger for dagen. Hvor andre ser problemer, ser ildsjælene muligheder. De er frontløberne, de gør noget ved sagen og har modet til at gå nye veje. Netop dét er Møbelfabrikken et rigtig godt eksempel på, og vi glæder os nu til at se projektet blive til virkelighed, siger Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania.