Max skal hjælpe i historisk travl juletrafik på Kattegat

| 20. NOV 2019 • 11:09
Af:
redaktionen

20. NOV 2019 • 11:09
Hurtigfærgen Max, der i sommer har sejlet i Østersøen, kommer til at spille en rolle, når Molslinjen for første gang nogensinde sætter fire hurtigfærger ind i juletrafikken mellem Jylland og Sjælland.

Antallet af julerejsende er steget år for år, så på de største rejsedage skal alle fire hurtigfærger på vandet. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Max er lige blevet færdig med sit årlige værftsophold i Frederikshavn, og det ophold er gået så godt, at færgen bliver færdig til at tage en jule-tørn mellem Aarhus og Odden, lyder det fra Molslinjen.

– Ved at sætte Max ind i julen har vi op til 30 afgange dagligt. Det giver en afgang hvert 45. minut på de store rejsedage, fortæller Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Sidste jul valgte flere end 160.000 rejsende at klare julerejsen på vandet mellem Aarhus og Odden.