Skiltene er pillet ned – men Svaneke vil være vinteråben

| ABONNENT | 20. NOV 2019 • 06:50
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
20. NOV 2019 • 06:50
”Hov,” var der måske nogen, der nåede at tænke, da kommunen rutinemæssigt, som hvert år efter efterårsferien, rykkede ud og tog sommerhenvisningsskiltene til byens forretninger, ismejerier og spisesteder ned i Svaneke.

For en lang række af Svanekes forretningsdrivende har i år givet hinanden håndslag på at holde vinteråbent, og dermed skulle  skiltene jo meget gerne fortsat henvise til de åbne forretninger og spisesteder.

Men det må skiltene også meget gerne, oplyser Bettina Carlsen, BRKs Center for Natur, Miljø og Fritid.

Det er politisk vedtaget, at sommerhenvisnings-skiltene normalt sættes op til påske og tages ned efter efterårsferien.

– Det er for, at vi ikke skal have skilte, der henviser til lukkede butikker, forklarer Bettina Carlsen.

Desuden tager det hårdt på skiltene at stå ude i vintervejr.

 

Det er sommerhenvisningsskilte som disse, der skimtes bag flaget, at de forretningsdrivende vil have op igen til vinteråbne Svaneke. Arkivfoto: Allan Rieck

 

Forsøgsordning

Der har dog været en forsøgsordning på Nordbornholm med skiltning til de steder, der rent faktisk havde vinteråbent.

Denne forsøgsordning kører videre, og kommunen er åben for, at også Svaneke og Nexø kan få den samme ordning.

– Men det er kun dem, der har åbent, som må skilte, derfor skal vi have en tilbagemelding fra Svaneke og Nexø om hvem, der ønsker at holde vinteråbent, så sætter vi skiltene op igen, siger Bettina Carlsen.

Kommunen betaler for opsætning og nedtagning af skiltene, mens indehaverne af forretninger, attraktioner og spisesteder betaler for selve skiltet, som så genbruges hvert år.

Det kræver lidt mere adminstrativt arbejde at få sat skiltene op igen, fordi det så kun er nogle af dem, der skal sættes op.

Hvorfor har I ikke haft en dialog om skiltene, inden de blev taget ned for vinteren, når nu en stor del af Svanekes forretningsdrivende har valgt at holde åbent i vinter?

– Vi har ikke hørt nogen ytre sig om, at det var et ønske. Det hedder jo sommerhenvisningsskilte, og er tiltænkt at stå fra påske til efterårsferien. Hvis det nu ændrer sig, er det fint. Vi er lydhøre og vil gerne være medspillere, forsikrer Bettina Carlsen.