Her er forslagene til fremtidens Østre Skole

| 20. NOV 2019 • 18:23
Af:
henrik-nielsen

20. NOV 2019 • 18:23
Riv skolen ned og byg boliger. Bevar de ældste skolebygninger og etabler kulturhus, kontorerhverv, sundhedshus, administration eller boliger. Byg lavt byggeri på boldbanen. Sådan lyder de gennemgående temaer i de forslag, offentligheden er kommet med til den fremtidige anvendelse af den tidligere Østre Skole.

I forbindelse med at regionskommunen ønsker at sælge den tidligere folkeskole, vil kommunen ændre plangrundlaget for det område, hvor bygningerne og den tidligere sportsplads ligger. Det forudsætter, at man indkalder ideer og forslag fra offentligheden

I henhold til den nuværende udgave af kommuneplanen skal ejendommen anvendes til offentlige formål som skole. I forbindelse med et salg ønsker kommunen at ændre kommuneplanens bestemmelse, så ejendommen kan udstykkes og området kan tages i brug til blandede bolig- og erhvervsformål.

Nutidige krav

Området ved den tidligere Østre Skole indgår i den strategiske helhedsplan for Rønne. I den peges blandt andet på muligheden for at omdanne skolen til andre formål med kontorer i de eksisterende bygninger og nye boliger på boldbanerne. Det vil i planlægningssprog sige en anvendelse til blandet bolig og erhverv.

Den gældende byplanvedtægt bestemmer godt nok, at området må anvendes til blandede bolig- og erhvervsformål, men den påtænkte udvikling af området forudsætter en ny lokalplan, da byplanvedtægten ikke lever op til det nutidige krav om entydighed og præcision.

Da kommuneplanens ramme for lokalplanlægningen for området i øjeblikket fastsætter anvendelsen til offentlige formål, kræver det en ændring af rammen, hvis lokalplanen og områdets anvendelse skal være blandet bolig- og erhvervsformål.

Se de mange forslag herunder.

 
 


Indkomne forslag

Kommunen har modtaget følgende forslag og kommentarer fra offentligheden til den fremtidige anvendelse af området ved den tidligere Østre Skole.

• Nedrivning af bygningerne til fordel for sociale, almennyttige boliger, der skal være så grønne som muligt.

• Et blandet boligområde, hvor der både er boliger til ældre, børnefamilier og studerende, der kan få glæde af og gensidig respekt for hinanden.

• Området ligger godt og vil være spildt på erhverv, der sagtens kan være andre steder, der måske ikke vil være ideelt til boliger.

• Skolen skal bruges som borgernes kulturhus i bred forstand. Hvis det er et spørgsmål om penge, så kunne det måske løses ved, at brugerne betalte et beløb pr. kvadratmeter, de benytter.

• Det er et område med lavt byggeri, så der bør ikke bygges i flere etager på sportspladsen.

• Bygninger kunne bruges til foreningshus, sundhedshus og boliger. Eventuelt erhverv skal tage hensyn til, at der er boliger næsten hele vejen rundt. Det grønne område kunne være en oase med mulighed for aktiviteter for både børn og voksne.

• Der kan med fordel etableres byggegrunde til lav bebyggelse, parcelhuse eller andelsboliger på boldbanerne, således at udtrykket følger den omgivende bygningsmasse i området. Ved at nedrive en del af Østre Skole, kan der ligeledes etableres byggegrunde ud til Svanekevej. Ønsker man ikke at nedrive skolebygningerne, kunne kommunens administration med fordel samles i de tidligere skolebygninger samt bygningerne på Landemærket.

• Bibehold den flotte, gamle bygning ud mod Pingels Allé. Det er en historisk bygning, som fortæller noget historie om gamle Rønne.

• Riv Østre Skole ned, byg lave boliger på området og en hovedbygning indeholdende selskabslokaler med mere til udlejning til for eksempel familiesammenkomster.

• Hvis det er muligt, kan der etableres lejligheder i de eksisterende bygninger. Ellers rives skolen ned, og der kan bygges boliger i fire-fem etager. Et multihus til anvendelse af forskellige foreninger eller udlejning af lokaler til både virksomheder og private er også en mulighed. Boldbanerne bør være grønne oaser, da der ikke er meget af den slags i Rønne.

• Hvis der skal bygges på de grønne områder, må det være i stil og højde med øvrige boliger i området.

• De tre ældste bygninger bevares. Det lave halvfjerdserbyggeri ud mod Svanekevej og Andr. Riis Vej må gerne fjernes, og en beplantning af dette areal vil være en forskønnelse. Bygningerne kan bruges til sundhedscenter med plads til læger, laboratorier, fysioterapeuter, ergoterapeuter, speciallæger, psykologer, diætister, alternative behandlere, tandlæger, fodterapeuter, skoletandlæge og specialtandlæger eller kontorer til flere forskellige brancher. Sportspladsen kan anvendes til boligbyggeri i maksimalt to etager eller til rutebilstation.

• Det grønne område med fodboldbanen bør forblive grønt, eller der kan bygges boliger i maksimalt halvandet plan. Kontormiljø bør bevares og vil være nemt at afhænde med parkering i gården.

• Hovedbygningen kan blive rådhus, byrådssal og borgmesterkontor med tilhørende repræsentationslokaler. Idrætsarealerne kan blive et grønt område med træer og buske, som borgerne kan få glæde af.

• Sportspladsen udlægges til boligformål udført som etagebyggeri og eventuelt kombineret med en udbygget børnehave. Boligerne vil være lavenergihuse og have et lejeniveau, som gør, at alle på Bornholm har råd til at bo i boligerne.

• Det vil være en god idé med boligformål. Erhverv skal der lægges en dæmper på. Der er et stort ønske om etablering af oldekolle eller små ældreboliger.

• Højt byggeri vil gå stærkt ud over naboernes udnyttelse af deres haver. Samtidig kan det medføre mere trafik i området.

Kilde: BRK.dk