Byforening støtter mindre centrum i Allinge

| ABONNENT | 20. NOV 2019 • 17:33
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
20. NOV 2019 • 17:33
I Allinge-Sandvig Byforening støtter man Bornholms Regionskommunes bestræbelser på at sikre Allinges forretningsliv ved at koncentrere det i et mindre centrum.

Tirsdag kunne Bornholms Tidende berette, at der er planer om en betydelig reducering af det areal, som man kan kalde ”handels-Allinge”. Allinges butikker er nemlig truet af konkurrencen fra nethandel.

I et forsøg på at hjælpe handelslivet vil Bornholms Regionskommune derfor reducere byens butikscentrum, så forretningerne koncentreres inden for gåafstand.

Preben Simonsen har været i den byforeningsgruppe, der har drøftet kommunens planer om en ny bevarende lokalplan for Allinge – herunder indskrænkningen af Allinge Centrum. Og han er positiv.

– Lige nede omkring centrum er det helt fint, at man tager hensyn til forretningslivet. Vi er meget glade for det skitserede centerområde, selv om der er detaljer, vi er uenige i. Vi har snakket om, at det er noget unaturligt, at Netto – der er en eksisterende forretning – ifølge oplægget skal ligge lige uden for centerområdet. Så vi foreslår, at Netto-bygningen skal med, siger Preben Simonsen på vegne af Allinge-Sandvig Byforening.

 
Det afgørende er, at
vi får udvidet det
bevarende lokalplansområde

 

Han fortæller, at byforeningen går mere op i andre dele af arbejdet med en ny bevarende lokalplan for Allinge.

– En indskrænkning af centerområdet er ikke så afgørende. Det afgørende er, at vi får udvidet det bevarende lokalplansområde. Fordi der er vigtige bygningselementer rundt omkring, som vi gerne vil bevare. Blandt andet på Birkebakken.

– Det er også meget vigtigt for os, at vi får rykket bygrænsen tilbage mod Sandvig. Det er vigtigt, fordi der eksisterer historiske bånd, der placerer grænsen mellem de to byer et andet sted end der, hvor den går i dag. Det skal ikke være sådan, at Strandvejen bliver belagt med flexboliger, når man kommer forbi Hallen mod Sandvig, siger Preben Simonsen.

 

 
 


Bornholms Regionskommune lægger op til, at Allinges centerområde skal skrumpe betragteligt.

Den gule streg viser, hvor grænsen for Allinge Centrum går i dag.

Den røde streg angiver, hvor kommunen mener, grænsen skal gå fremover.

Som man kan se, falder store dele af Vestergade og Nørregade ud af centrum.

Det samme gør:

I Nord Havnegade ved Folkemødehuset.

I Øst Kjærenæsgrunden.

I Syd det tidligere an- delsvaskeriet på Birkebakken.

Et mindre område ved Brøndstræde bliver til gengæld indlemmet i centerområdet.

Grafik: Bornholms Regionskommune