Tilflytterguide får et år mere

| 18. NOV 2019 • 09:26
Af:
redaktionen

18. NOV 2019 • 09:26
Tilflytterservice har fået finansiering til endnu et år. Det oplyser formanden for styregruppen for tilflytterservice, direktør Morten Holten, samt erhvervschef Christa Lodahl, i en pressemeddelelse.

Projektet blev etableret i 2016 i et bredt samarbejde mellem erhvervslivet, Business Center Bornholm (BCB) og Bornholms Regionskommune (BRK) med formålet dels at fortælle den gode historie om Bornholm som et attraktivt sted at bo og leve, og dels at hjælpe virksomhederne i rekrutteringsprocessen med at finde den rette medarbejder og job til ægtefælle.

– Tilflytterservice har vist sin berettigelse og kan hjælpe potentielle tilflyttere med alt det, som for os der bor på Bornholm, virker så ligetil. Kontakter til relevante arbejdsgivere. Kontakter til relevante boligudlejere. Hjælp og vejledning omkring transport, pendling, daginstitutioner, skoler og fritidsmuligheder, hedder det i pressemeddelelsen.

– Vi oplever en utrolig stor interesse for at flytte til Bornholm og vi har som ø en stor interesse i, at tiltrække flere tilflyttere. Det er vigtigt at bevare en såkaldt kritisk masse på øen, som forudsætning for, at regionskommunen har økonomi til bl.a. at drive øens institutioner og fastholde servicen for øens indbyggere. Det er samtidig vigtigt både for offentlige og private arbejdsgivere, at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft også i fremtiden, siger Morten Holten.