Stoffet er farven, og nålen er penslen

| ABONNENT | 18. NOV 2019 • 17:04
Af:
annette-timmermann
| ABONNENT
18. NOV 2019 • 17:04
Fredag holdt Svanekegaarden fernisering på billedkunstner Nulle Øigaards billedtæpper og tegninger, og den særdeles velbesøgte fernisering startede i husets koncertsal med en film – om Nulle Øigaard.

Tidligere på året kunne hun nemlig fejre 85 års fødselsdag. Den blev fejret med en udstilling, og til lejligheden havde Nulles søn, Lasse Spang Olsen, lavet en fin lille film om sin mor. I filmen fortæller Nulle Øigaard blandt andet om, hvordan hun i sin ungdom boede tre år på Mallorca. Det var længe længe før, øen blev kommerciel og turistet, og det var en tid, som gjorde dybt indtryk på hende, og som har præget hende lige siden. De ting, hun så og oplevede dengang, står helt klart som lysbilleder inde i hendes hoved, forklarede hun.

Og på næsten magisk vis bliver lysbillederne synlige for alle os andre, når Nulle Øigaard tålmodigt lægger lag på lag af fine stofrester, som hun syer på gamle lagener, så det til sidst bliver til de farverige billedtæpper, man nu og i den kommende tid kan se på Svanekegaarden. Dansende mennesker og disede landskaber med bjerge.

Udstiller for anden gang

Formand for Kunst- og Kulturforeningen på Svanekegaarden, Vibeke Eskesen, fortæller om den aktuelle udstilling:

– For ti år siden udstillede Nulle Øigaard i Svanekegaarden, og nu er hun tilbage. Jeg ved ikke, om man kan kalde Nulles udstilling for retrospektiv, men i hvert fald er de ældste af tegningerne på udstillingen tilbage fra årene 1957-60, da hun opholdt sig på Mallorca, spillede guitar i landsbyens band og tegnede og malede alt, hvad hun så. De sansemættede stemninger, aftener med flamenco, dans og fællesskab er på poetisk vis malet ind i en serie nye billedtæpper. Som altid udført lag på lag, i lærred, tyl og brokade. Nulle maler med stof.

Nye tegninger er det også blevet til, og nogle næsten abstrakte billedtæpper, fortalte hun – og ud over at glædes over Nulles smukke, florlette billedtæpper, har Lasse Spang Olsen nu gjort det muligt at kigge ind i billedmagerens værksted.

Tæppet, som Nulle arbejder på i filmen, hænger i øvrigt ved siden af skærmen i foyeren i udstillingsbygningen.

 
 

Udstillingen 

er åben torsdag-søndag i perioden frem til 30. december. Dog er udstillingen lukket den 12. december samt 16.–26. december men åben igen 27.–30. december.

 

 


 


Georg Metz i en anden rolle


 

Med til udstillingen på Svanekegaarden har Nulle Øigaard inviteret sin ven gennem mange år, journalisten og foredragsholderen Georg Metz, som for første gang offentligt præsenterer sine miniature-scenografier.

– De fleste kender Georg Metz som journalist, foredragsholder og operaanmelder, men de færreste ved, at han har tegnet siden barndommen, og et udvalg af hans skitser fra rejser sydpå hænger nu i teatersalens foyer. Og det er stregen herfra, han overfører til sine aktører, når han i stille stunder i sit værksted skaber tredimensionelle miniaturetableauer af ikoniske scener fra operaens verden. De små teaterbygninger er en herlig introduktion til teatrets fantastiske verden og en hyldest til de store klassiske værker.

– Opsætningerne er tro og stykkernes forlæg og bagscenerne er befolket med alskens medvirkende. Alt med udført i et imponerende spinkelt modelniveau og med et satirisk og muntert blik på det hele, forklarede Vibeke Eskesen.