Værestedet fylder snart to år: Der er brug for os

| ABONNENT | 17. NOV 2019 • 15:48
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
17. NOV 2019 • 15:48
– Vi kan se, at der er et behov for Hyggen, også for andre byer end Nexø, siger to af de frivillige i værestedet Hyggen i Nexø, Birthe Marie Julin Riisager og Susanne Hansen.

Mandag eftermiddag sad de klar med kaffe og kager til hvem, der nu måtte have lyst at kigge indenfor.

Hyggen, der snart bliver to år, er et værested for mennesker, der eksempelvis føler sig ensomme, eller mennesker, der er på vej ud af et misbrug og har brug for at møde andre. Eller bare for mennesker, der gerne vil hygge sig med andre.

Foreningen Øens Venner står bag Hyggen og låner kommunens lokaler hos Værestedet Aasen 13 i Nexø to gange om ugen. Mandag og fredag, på fredagene er der fællesspisning.

– Det er meget forskelligt, hvor mange der dukker op, og selvom der en dag måske kun dukker ganske få mennesker op, er det vigtigt, at der altid er nogen klar ved kaffebordet indenfor, forklarer de frivillige.

– Kontinuiteten er vigtigt. Folk skal kunne se, at vi er her, forklarer Birthe Marie Julin Riisager. For måske skal nogle lige gå forbi nogle gange, inden de kommer ind.

Foreningen har nu 60 medlemmer. Til fællesspisningerne om fredagen er der typisk 25-30 fremmødte, fortæller de.

Fordi foreningen ikke har sine egne lokaler, har de frivillige bag Hyggen den udfordring, at de efter hver gang skal pakke deres ting væk og til fællesspisningerne stille bordene om hver gang.

 


 

De unge mangler stadig

Et ønske fra starten, da Hyggen blev en realitet for snart to år siden, var især at gøre noget for de unge, men det er svært med de nuværende faciliteter, erkender Birthe Marie Julin Riisager.

– Vi er ikke kommet i mål med at gøre noget for de unge og har stadig et ønske om at ramme de unge på en bedre måde. Til gengæld har vi mange andre, som kommer her. Eksempelvis enlige forsørgere, eller enlige ældre. Her kommer også folk fra frikirken, som gerne vil bidrage og være noget for andre.

Birthe Marie Julin Riisager fortæller, at Øens Venner er i dialog med kommunen om muligheden for at få egne lokaler.

– Det kunne eksempelvis være i en af de nedlagte børnehaver, som Karlsvognen i Havnegade, som skal sælges, siger hun.

Øens Venner har dog ikke selv penge til et køb, men håber på at kunne få stillet lokaler til rådighed et andet sted med mere plads.

– Vi ser forskellige mulige scenarier. Det er ikke holdbart her på længere sigt.

Sidste år fortalte Øens Venner, hvordan det er svært at få plads til en storskærm, et poolbord og en playstation med Fifa, som er nogle af de ting, som værestedet Hyggen i Nexø har fået foræret eller fået mulighed for at købe takket være støtte fra fonde og lokale foreninger.

Storskærmen bliver taget frem, når Hyggen har åben, og pakket væk efter brug, mens poolbordet slet ikke er kommet i brug endnu, fordi der ikke er plads.

– Nogle af vores brugere ville også gerne spille boldspil, men det har vi heller ikke plads til, forklarer de to frivillige.

Frivillige ildsjæle står bag Hyggen, som åbnede 5. januar 2018. Der er ikke nogen fra kommunen, ingen registrering eller religiøse grupper bag værestedet.

Alkohol og narko er forbudt i værestedet, og håbet med initiativet var fra starten, at Hyggen blandt andet kunne blive et værested for unge stofmisbrugere på vej ud af misbrug.