BM nærmer sig: Pensionister på gokartbanen

| 17. NOV 2019 • 18:37
Af:
redaktionen

17. NOV 2019 • 18:37
Pedersker Pensionistforening havde tirsdag i denne uge flyttet deres kortspil-eftermiddag fra Pedersker Samlingshus til Bornholms Gokart Center i Bodilsker, hvor kort og kaffe blev byttet ud med hjelme og hjul.

Kennet Larsen fra Bornholms Gokart Center havde inviteret pensionistforeningen – med det lille håb i baglommen, at nogen måske bagefter havde fået fart nok i blodet til at melde sig til bornholmsmesterskaberne i gokart den 24. november.

En stor gruppe af pensionistforeningens medlemmer havde taget mod tilbuddet om at ihvert fald at se banen og – måske – prøve en tur.

Det valgte ti af de overvejende 70-80 årige friske medlemmer af pensionistforeningen at kaste sig ud i.

Efterfølgende fortalte Kennet Larsen, at omkring 100 er tilmeldt bornholmsmesterskaberne, og dagens seniorkørere er foreløbig ikke de langsomste af dem, der stiller op.

Der meldes faktisk også om to 80 plus, der stiller op.

Semifinale og finale i BM foregår søndag 24. november, og frem til den 23. november gælder det om at kvalificere sig til en god tid på banen, for kun de otte hurtigste kørere i hver kategori, kan deltage i semifinalen og dermed få chancen for at komme i finalen. I børneklasse dog kun de fem bedste.