Pinds perspektiv: Når først pengepungen bliver ramt...

| ABONNENT | 16. NOV 2019 • 11:49
Af:
soeren-pind
| ABONNENT
16. NOV 2019 • 11:49
Fjernevarmeslagsmålet på Bornholm er interessant. Ikke kun fra et snævert perspektiv, men et bredere – nemlig ind i den miljødiskussion, vi i øjeblikket fører med hinanden.

Jeg må indrømme, forklaringerne er komplicerede. Men jeg har hæftet mig ved, at den tidligere formand Knud Andersen i en bestemt sammenhæng sagde, at tankesættet hang sammen med ideen om Bornholm som grøn ø, og at der forelå en god businesscase. Det er nu endt som det er endt.

Da Pia Kjærsgaard talte om, hvad hendes hjerte var fuldt af, og stemplede de mange klimainteresserede og frygtsomme som klimatosser, gik et spøgelse igennem debatten. Det var som om tiden stod stille et øjeblik. Hun fremstod ude af synk og langt borte fra den politiske virkelighed, der dikterede miljø som det nye sort – ja beklager, men det hedder det altså… Men hvis man vil forstå, hvad der egentlig ligger bag den snu og erfarne politikers tankesæt, så er det netop det, vi ser folde sig ud i disse dage.

Projekter, der på papiret tager sig godt ud, men hvor forbrugerne ender med at betale en masse penge for det – og bliver rasende.

Man kan også se det i Jakob Ellemanns udstukne kurs på miljøområdet. Den tidligere klimaminister har valgt at tilslutte sig klimamålsætningen på en nedsættelse af CO2-forbruget i Danmark med 70 procent. Men han kommer til at markere en uenighed i de anvendte midler. Han vil bruge teknologisk innovation, mens venstrefløjen principielt vil have, at tingene skal gøre ondt på folk. Han har samtidig klart markeret, at det ikke skal være dyrere at være dansker – noget jeg tror, mange rønneborgere i denne tid vil gå at gruble lidt over, når de næste regninger dumper ind ad brevsprækken.

 
Der bliver et
kæmpe opgør

 

Der bliver et kæmpe opgør. Mellem dem, der principielt mener, vi skal lide under miljøomlægningen, og dem, der vil søge en løsning fremmet gennem teknologi. Og hvis nogen spørger, hvornår det dilemma og dets følgevirkninger første gang rigtigt blev fremvist, så skete det på Bornholm. Hvor et projekt, der virkede miljørigtigt, endte omkostningsfuldt uden lige for de berørte.


Det vil nogle vælgere acceptere i miljøets navn. Men andre vil blive berettiget vrede over uigennemskueligeheden, prisen og det, at noget ender et andet sted, end man oprindelig troede – endda ud af de bedste skøn. Og de vil søge hen et sted, hvor tingene bliver sagt tydeligt. Med miljødebatten kan det risikere at gå som med udlændingedebatten. ”Nej, jeg er ikke racist, men…”. Det vidste Pia Kjærsgaard. Og derfor sagde hun, som hun gjorde.

Det betyder, at de etablerede partier ligeså godt kan tage bestik af situationen. Og det ærlige svar er, at flertallet af vælgerne ikke tror på, at Danmark alene kan løse CO2-reduktionen i verden – endsige andre miljøudfordringer. Dem, der vil kræve flere og flere penge af danskerne for mindre og mindre virkningsfulde løsninger, vil i stigende grad blive mødt med kritik. Når først pengepungen bliver ramt, så smæjler den! Som vi sajer.

Det var et dyrt – men oplysende – eksempel, der prægede de bornholmske medier i denne uge. God lørdag.