Svartingedal Skole vandt fredag aften publikumsprisen ved DM i skoleudvikling, hvor priserne blev overrakt ved foreningen Skole og Forældres landsmøde i Nyborg.
En glad skoleleder Helle Krakau Holm fortæller fredag fra Fyn, at publikumsprisen samt en fjerdeplads i den samlede konkurrence giver skolen en præmie på i alt 15.000 kr.
Svartingedal Skole deltog i konkurrencen med en dansevideo, hvor eleverne giver den gas i skolegården sammen med lærer Ahmed Shalaby.
Dansen er indført for hele skolen i Hasle to gange om ugen.
DM i skoleudvikling er en konkurrence for alle folkeskoler i Danmark. Der konkurreres om at være bedst til at udvikle den danske folkeskole.
Konkurrencen skal være med til at sættes fokus på skolernes udviklingsprojekter – så andre skoler kan lade sig inspirere og for at hylde de indsatser, skolens personale sætter i gang.