Protestgruppe samler underskrifter

| 15. NOV 2019 • 10:58
Af:
jakob-noermark

15. NOV 2019 • 10:58
De utilfredse fjernvarmekunder i Rønne, der har samlet sig i "Fjernvarme Rønne protestgruppe." på Facebook, har fredag indledt en underskriftsindsamling.

Indsamlingen finder sted på hjemmesiden skrivunder.net, ligesom der vil blive anbragt papirer til underskrifter i udvalgte forretninger i Rønne, fortæller Facebook-gruppens administrator, Søren Peter Jensen.

– Der er jo folk, som ikke er på Facebook, siger han.

En undergruppe har sammen skrevet teksten, som bruges i indsamlingen af underskrifter. Initiativtagerne lægger vægt på at forholde sig neutrale i konflikten.

– Der er nogen, som mener, at vi skal støtte op om RVV, og det må de gerne mene. Min tilgang har været at protestere mod den her prisstigning uden at tage parti. Mange kan ikke gennemskue, hvordan tingene hænger sammen. Vi holder os neutrale og forholder os til prisstigningerne, siger Søren Peter Jensen.

Han fortæller, at protestgruppen har overvejet at arrangere andre tiltag for at markere modstanden, men indtil videre nøjes de med underskriftsindsamlingen.

– Der har været tale om en demonstration og et fakkeloptog. Det venter vi lidt med. Det kommer også an på, hvordan forhandlingerne udvikler sig, siger Søren Peter Jensen.

Fortalerne for at bakke RVV op i varmestriden oprettede torsdag en anden Facebook-gruppe. Den hedder "Støttegruppe for RVV".

 
 

Ordlyden

“Vi, kunder i RVV og deres pårørende, indgiver hermed protest mod den varslede prisstigning på fjernvarmen på 47,8%. Vi forlanger at BEOF, RVV, OG BRK hurtigst muligt får løst deres interne stridigheder og finder en løsning, så Rønnes borgere bliver sikret en fair, stabil fjernvarmepris og slipper for at være gidsler i et politisk spil.”

 

Du kan finde underskriftsindsamlingen her.