Transport opleves som et problem for Rønne-foreninger

| 14. NOV 2019 • 06:02
Af:
henrik-nielsen

14. NOV 2019 • 06:02
Det er øjensynligt nemmere for borgere på resten af Bornholm at komme til Rønne, end det er for borgere i Rønne at komme til det øvrige Bornholm. I forbindelse med debatten om foreningslivets lokalebehov er transport således blevet nævnt som et argument for at ønske lokaler i Rønne.

På et debatmøde i sidste uge blev det bemærket, at en flytning af foreninger til for eksempel den tidligere Vestermarie Skole forudsætter, at medlemmerne har bil, fordi den offentlige transport er så dårlig, at der ikke er en chance for at komme derud.

Problemet er åbenbart, at mange medlemmer af Rønnes foreninger er oppe i årene og derfor ikke selv har kørelejlighed, hvorfor det er bydende nødvendigt, at infrastrukturen passer, så medlemmer kan komme frem og tilbage. Ved samme lejlighed blev det sagt, at de fleste ude på øen selv har eller nemt kan få kørelejlighed og derfor ikke har samme problem.

Det blev i sammenhæng fremført som et argument for at sikre foreninger lokaler i Rønne.