3F fastholder blokade mod Gudhjem Golfklub

| ABONNENT | 14. NOV 2019 • 14:29
Af:
annette-timmermann
| ABONNENT
14. NOV 2019 • 14:29
I september annoncerede fagforeningen 3F, at man indledte en blokade mod Gudhjem Golfklub, fordi virksomheden ikke har overenskomst med 3F. Blokaden betyder, at medlemmer af 3F ikke må tage arbejde hos golfklubben, mens blokaden står på, og at virksomheder der leverer varer til Gudhjem Golfklub også er omfattet af sympatistrejke. Indtil nu har blokaden helt konkret betydet, at en enkelt ansat hos Gudhjem Golfklub, der arbejdede som mekaniker, har lagt nøglerne og er gået hjem.

Og blokaden mod den nordbornholmske virksomhed fortsætter, også selv det ikke lige nu har den store virkning.

Det oplyser faglig sekretær Jan Ratkjen fra 3F’s kontor i Rønne:

– Lige nu sker der sådan set ingenting. Selvom vi har en sympatikonflikt i forhold til levering af varer, så ligger det mere eller mindre stille der oppe lige nu, og de bruger ikke rigtigt varer nu. Det, vi venter på, er, at det bliver forår, og de åbner op igen, og hvor vores konflikt kan begynde at virke. De virksomheder som vi har overenskomst med og som leverer varer til golfklubben, de må ikke levere. Så fra foråret burde han begynde at kunne mærke den her konflikt. Jeg håber ikke, at det kommer til at stå sådan her for evigt. Men blokaden fortsætter, indtil han laver overenskomst, og jeg håber, at han laver en overenskomst med os, siger Jan Ratkjen og nævner, at der er to andre golfklubber på øen, som begge har overenskomst med 3F.

Han påpeger, at det er ulige vilkår, man arbejder under, hvis der ikke er en overenskomst med 3F hos Gudhjem Golfklub.

 
Han kan vælge at tegne
overenskomst med os, eller
han kan vælge ikke at tegne
en overenskomst. Han kan
ikke melde sig ind i en
arbejdsgiverforening og tage
deres overenskomst, uden
at vi har sagt god for det

 

Hvad hvis han laver en overenskomst med en anden fagforening?

– Det må han ikke, så længe vi har en konflikt mod ham. Han kan vælge at tegne overenskomst med os, eller han kan vælge ikke at tegne en overenskomst. Han kan ikke melde sig ind i en arbejdsgiverforening og tage deres overenskomst, uden at vi har sagt god for det, og hvis han vil melde sig ind i de kristelige, så vil vi selvfølgelig ikke sige god for det, understreger Jan Ratjen.

Er den medarbejder som var ansat hos Gudhjem Golfklub kommet i andet arbejde?

– Nej, han er ledig og går stadig som det, der hedder konfliktramt. Det vil sige, at han får konfliktunderstøttelse, som er dagpengesatsen. Han ville hellere have været i arbejde, men vi har trukket ham ud af firmaet, så i princippet er han ophørt. Han kan godt gå ud at finde sig et andet arbejde, men det er begrænset, hvor meget arbejde der er på Bornholm lige nu, fordi mange steder lukker ned for vinteren, fortæller Jan Ratkjen.

Daglig leder hos Gudhjem Golfklub Carsten Hæstrup fortæller, at man midt i højsæsonen blev kontaktet af 3F, fordi man her var blevet opmærksom på, at golfklubben for nogle år tilbage havde fået nyt navn, og at virksomheden derfor ikke automatisk havde overtaget overenskomsten med 3F.

Golfklub har frie valg

–  Vi har som virksomhed hele tiden været af den opfattelse, at vi havde en gammel lokalaftale med 3F, men så her midt på sommeren, hvor vi har lynende travlt, rettede 3F en henvendelse til os. Her siger de til os, at vi skal tegne en ny overenskomst, for den er udløbet i 2009. Vi skulle bare høre efter, og der skulle bare skrives under nu, for ellers fik det følger. Det er grunden til, at vi stiller os på bagbenene. Det er 3F selv, der har siddet på hænderne i 10 år, og så skal det pludselig iværksættes i løbet af 14 dage.

– Hvis de havde grebet den her sag anderledes an, og vi kunne have sat os ned i oktober eller november, så kunne vi nok have sat os ned ved bordet og have lavet en tilsvarende lokalaftale. Det her er en storm i et glas vand, og hele fremgangsmåden i den her sag har jo været helt håbløs. I bund og grund skal de ikke tvinge os til noget som helst, for vi har vores frie valg her i Danmark, pointerer Carsten Hæstrup.

Gudhjem Golfklub har i alt 14 personer ansat på forskellige timesatser. Det var kun den ene medarbejder, som var organiseret i 3F.