Ministeren skal fortælle, om DAT kan få statsstøtte

| ABONNENT | 13. NOV 2019 • 19:26
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
13. NOV 2019 • 19:26
Hvordan vil transportminister Benny Engelbrecht (S) sikre, at Bornholm også i fremtiden har både en fly- og færgeforbindelse til resten af Danmark?

Overvejer transportministeren konkrete initiativer, der sikrer, at man fortsat kan flyve til Bornholm?

Og åbner EU-lovgivningen op for at betragte flyruter som samfundsbetinget trafik, så DAT kan få statstilskud på samme måde, som Bornholmslinjen får?

De tre spørgsmål har folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) stillet transportministeren. Spørgsmålene kommer, efter at DAT’s direktør Jesper Rungholm i Bornholms Tidende 14. oktober fortalte, at han er bekymret over de meget billige billetpriser, som Bornholmslinjen introducerede i den sidste uge af oktober.

– Jeg håber først og fremmest at få noget viden frem. Men jeg håber også at finde ud af, hvor langt regeringens intentioner rækker for at sikre en god infrastruktur, også når det kommer til flytrafik, siger Peter Juel-Jensen.

DAT: Konkurrencen er unfair

Gældende for resten af året satte Bornholmslinjen sidst i oktober flere end 100.000 billetter til salg for ned til 99 kroner for en bil og fem personer. Allerede midt i oktober slog DAT-direktør Jesper Rungholm alarm over de billige billetter, som han betegnede som ”under kostpris”.

– Du kunne jo ikke transportere en bil fra Ystad til Rønne for 99 kroner, hvis du skulle køre distancen. Så med statsstøttet hjælp har vi nu en konkurrent, som er ude at underbyde os med priser under kostpris, sagde han.

– De offentlige satser for kilometerpenge ligger på 3,56 kroner, hvis du kører under 20.000 kilometer om året. Afstanden mellem Ystad og Rønne er 75 kilometer. Ganger du det med 3,56, bliver det knap 270 kroner.

 
Er der for eksempel
to-tre mennesker, der
skal til Bornholm og holde
et møde, kan de jo se, at
det koster 198 kroner med
færgen retur, og så vælger
de at køre selv. Så det
bekymrer mig faktisk

 

– Jeg kan ikke se, at det er rimeligt, at det på et statsstøttet grundlag skal være billigere at sejle med færgen. Vel at mærke i en bil med op til fem passagerer. Med en pris på 99 kroner, er det 20 kroner pr. passager, sagde Jesper Rungholm til Bornholms Tidende..

Jesper Rungholm pegede midt i oktober også, at han kunne mærke de billige færgebilletter slå igennem på salget af flybilletter allerede før de meget lave priser var begyndt at gælde.

– Ikke så meget på billigbilletterne. Men på det segment, som vi skal leve af, nemlig de billetter, som koster 500-1.000 kroner for én vej. Dér begynder det at slå igennem. Er der for eksempel to-tre mennesker, der skal til Bornholm og holde et møde, kan de jo se, at det koster 198 kroner med færgen retur, og så vælger de at køre selv. Så det bekymrer mig faktisk, sagde DAT’s direktør.

Fly har særlig rolle på Bornholm

For Peter Juel-Jensen handler sagen ikke kun om, at DAT føler sig udsat for unfair konkurrence. Den handler også om at markere, at flytrafikken har roller på Bornholm, som den ikke har andre steder i landet.

– Vi har nogle lidt andre udfordringer end de andre landdistrikter, fordi vi ligger mere afskåret og også har en anden sundhedsstruktur og hospitalstilbud. Det betyder også, at vi har brug for en flyrute, siger han.

– Vi bruger jo heller ikke kun flyet, når vi skal på Rigshospitalet. Det gør vi også, når vi skal ud i verden, og når det bornholmske erhvervsliv skal sælge sine varer. Flyet er ikke bare til bornholmere, der skal på ferie. På Bornholm er flyet også en livline, siger Peter Juel-Jen- sen.

Peter Juel-Jensen fortæller, at han har hørt om samfundsbetinget, statsstøttet flytrafik i andre europæiske lande. Det er grunden til, at han også spørger transportministeren, om EU-reglerne åbner for det.

– Det handler dels om at få be- eller afkræftet, at flytrafik kan være samfundsbetinget. Hvis det er en mulighed, handler det om at plante den tanke i Transportministeriet, at flytrafikken faktisk er samfundsbetinget et sted som Bornholm, siger han.