Bornfiber: Vi har hele tiden vidst, at vi skulle sige farvel til nogle mennesker

| ABONNENT | 13. NOV 2019 • 11:36
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
13. NOV 2019 • 11:36
Der bliver tale om mere end en halvering af antallet af ansatte, når bredbåndsvirksomheden Born Fiber afskediger op imod 25 medarbejdere.

Processen kører derfor efter reglerne om massefyringer, og de berørte medarbejdere vil få besked allerede i næste uge, oplyser Kristian Sørensen, administrerende direktør i Born Fiber.

Hvor mange fyringer, der bliver tale om, ved man endnu ikke præcis. Det ventes, at de fleste afdelinger og funktioner vil blive berørt af nedskæringen.

– Vi har meldt en ramme ud, der hedder op til 25. Nu kommer der nogle forhandlinger med medarbejdernes repræsentanter. Hvis det bliver 25, vil der være lige under 20 ansatte tilbage, oplyser Kristian Sørensen.

Ni ud af ti

Born Fiber, som har sit hovedsæde i Bymarken i Hasle, har i næsten fem år været i gang med udrulningen af bredbånd på Bornholm.

– Vi har fra dag 1 vidst, at når vi var færdige med det planlagte anlægsarbejde, så ville vi være nødt til at sige farvel til nogle mennesker. For Bornholm har den størrelse, den har. Vi dækker nu ni ud af ti husstande, og så er tiden kommet til at ændre fokus fra at have være en meget anlægs- og produktionsorienteret virksomhed til at være en kundeserviceorienteret virksomhed, siger Kristian Sørensen.

 
Vores fokus bliver mere
rettet på at drive det
netværk, vi har bygget

 

– Vores fokus bliver mere rettet på at drive det netværk, vi har bygget. Den videre anlægsdel, der måtte komme, bliver mere kundedrevet, hvor vi tidligere har anlagt det meste af nettet, før vi havde kunder. Nu bliver det omvendt, uddyber direktøren.

 


Afsøgte muligheder

Har I haft tanker om at prøve at udvide uden for Bornholm?

– Ja, det har vi. Vi har ikke fundet netop det projekt, der gav mening i forhold til den organisation, vi har bygget op. Der bliver også gravet fiber ned i resten af Danmark, primært drevet af energiselskaberne. Men at tage produktionsdelen af Born Fiber og rykke den andre steder hen har vist sig svært, siger Kristian Sørensen.

– Det er naturligvis vemodigt at skulle sige farvel til gode og værdsatte kolleger. Medarbejdernes situation ligger os meget på sinde, og vi gør vores bedste for at hjælpe de berørte medarbejdere videre. Derfor vil vi blandt andet gå i dialog med andre virksomheder, der kunne tænkes at have brug for at styrke deres organisationer, slutter Kristian Sørensen.