Musikhuzet er rykket ind som nummer ét på turné: Hausgaard kommer alligevel til Bornholm

| 11. NOV 2019 • 13:58
Af:
torben-oestergaard-moeller

11. NOV 2019 • 13:58
Entertaineren Niels Hausgaard kommer alligevel til Bornholm næste år med sit kommende show, ”Du ved, hvad jeg mener”.

Det oplyser Peter Andreas Harteg, pr- og marketingsmedarbejder i Musikhuzet, Rønne, i en pressemeddelelse.

Niels Hausgaard har i en årrække haft Musikhuzet med på sin årlige turné, de seneste adskillige år endda med hele to shows over to dage. Men som oplyst i Bornholms Tidende den 1. november figurerede Bornholm ikke på dette års turné, hvorfor den kunstneriske leder af Musikhuzet, Peer Kofoed Andersen, indledte en dialog med entertainerens booker, Frank Panduro, for at se, om ikke det trods alt skulle lykkes at komme på listen – og nu er der altså hul igennem, idet der dog umiddelbart kun bliver tale om et enkelt show på Bornholm.

Men det er lykkedes at arrangere en forpremiere i Musikhuzet, oplyser Peter Andreas Harteg, inden Niels Hausgaard drager rundt i det øvrige land med sit show.

Showet i Musikhuzet finder sted onsdag den 8. januar 2020 klokken 19.30, og forsalget starter lørdag 16. november klokken 10 i Kulturbutikken, Rønne, ved personlig henvendelse. Der kan ikke reserveres eller købes billetter på internettet eller telefon eller hos andre billetsalgssteder, der sælges maksimalt 10 billetter per kunde, og eventuelt resterende billetter bliver sat til salg på nettet klokken 12 på musikhuzet.dk, oplyser Musikhuzet.

Men alene billetsalget plejer at skabe lang kø hen over Store Torv i Rønne, så man skal næppe regne med at kunne få fingre i billetter på Musikhuzets hjemmeside.

Niels Hausgaards koncerter er sjældent ens to aftener i træk, noteres det i pressemeddelelsen. Selv siger han, at det hele står og falder med, hvor god kontakt, han opnår til publikum. Han har turneret landet tyndt siden 1972, hans erfaring er, at vi er forbavsende ens i Danmark. Vores lyd og hastighed varierer efter, hvor tæt vi bor, men ellers er der ikke megen forskel. Heldigvis er vi meget uenige om mange ting, ellers var det ikke til at holde ud, mener entertaineren.

For Hausgaard har det unikke, det specielle, særlingene aldrig været godt stof. Det er det almindelige af det almindelige, der interesserer og morer ham. Det, der kan betegnes som vores fælles skæbne, eksempelvis religion og politik, samfundsforhold i det hele taget. Det skal vi tale om, det er fundamentet i et demokrati, siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

– Vi skal ikke diskutere for at blive enige, men for at rumme mere og komme videre.