Mange rønneboer leder efter alternativer: RVV frygter effekt af høje varmepriser

| ABONNENT | 11. NOV 2019 • 15:01
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
11. NOV 2019 • 15:01
Rønne Vand og Varmes (RVV) annoncerede prisstigninger har fået flere rønneboer til at kigge sig om efter alternative måder at opvarme deres hjem. På sociale medier priser nogen sig lykkelige over at eje brændeovne, mens andre har kig på mere moderne varmekilder, der kan gøre det muligt at droppe fjernvarmen.

Den første dag var der fem, der kontaktede RVV for at høre om reglerne for udtrædelse. Og inden weekenden havde RVV fået en halv snes henvendelser fra andelshavere, der ville vide, hvad der skulle til.

– Der er ikke nogen, der har koblet sig fra endnu, men de har spurgt, siger Erik Steen Andersen, RVV’s direktør.

Præcist hvad det koster at forlade fjernvarmefællesskabet i RVV, afhænger af flere forskellige ting.

– Vi fortæller, at man skal betale sin andel af den fælles gæld, og der er også nogle omkostninger, som man skal tage højde for. Fjernvarmen går jo helt ind til huset, og de rør skal vi fjerne og koble af ude ved vejen. Det koster nogle penge, og så er det en individuel betragtning, om den enkelte person synes, det kan betale sig, siger Erik Steen Andersen.

Bornholms Tidende har bedt om at få oplyst, hvor stort et beløb man aktuelt skal sætte af til betale sin andel af gælden, hvis man bor i et standardhus på 130 kvadratmeter.

RVV oplyser, at det vil være cirka 16.250 kroner. Dertil kommer de øvrige udgifter, der omtrent vil fordoble prisen.

Konkurrence fra varmepumper

Brevet, som Rønne Vand og Varme har skrevet til andelshaverne om prisstigningerne, slutter af med denne sætning: ”Vi er naturligvis meget kede af udviklingen i varmeprisen, som vi desværre er helt uden indflydelse på, og vil gøre vores yderste for at overbevise Beof om, at denne situation er uholdbar og i det lange løb næppe er gavnlig for udviklingen af fjernvarme i Rønne.”

Direktør Erik Steen Andersen forklarer, at den sidste del henviser til den teknologiske udvikling, der er med til at skærpe konkurrencen. Han er bange for, at prisforhøjelserne ”kan sætte en nedadgående spiral i gang”, hvis kunderne begynder at fordufte, og varmeforbruget i Rønne reduceres.

– Vi har tidligere gjort, hvad vi kunne for at lave tarifferne, så det ikke kunne betale sig at bruge brændefyr. Nu er varmepumperne også kommet ind, så der er nogle teknologier, som vi skal passe på, når vi er ude at konkurrere. Det er vi meget bekymrede for. Og vi er da også opmærksomme på, at de her priser kan skubbe lidt i den forkerte retning, siger Erik Steen Andersen.

 
Vi er i den situation
som varmeværk, at de,
der sælger varmen til
os, er et monopol. De
sætter prisen, som de
vil lige i øjeblikket

 

Hvilke teknologier er mest konkurrencedygtige?

– Primært er det jo luft til luft-varmepumper. Og man kan jo se, hvis man går på Facebook, at folk er fuldt opmærksomme på det.

– Vi er i den situation som varmeværk, at de, der sælger varmen til os, er et monopol. De sætter prisen, som de vil lige i øjeblikket. Men de, som vi konkurrerer med ude hos kunden, er næsten ude at operere på det frie marked.

Varmepumper

De seneste år har RVV mistede enkelte andelshavere, som foretrak at bruge varmepumper.

– Nogle enkelte, men ikke ret mange, siger Erik Steen Andersen og forklarer, at tilgangen til selskabet har oversteget antallet af udmeldte andelshavere.

– Det er da den udvikling, vi frygter, kan vende, hvis priserne bliver for høje og voldsomme. Hvis den pris, vi får ind ad døren (fra Beof, red.) er meget høj, så kan vi jo være nok så effektive – prisen bliver høj alligevel.

Det er som en konsekvens af konkurrencesituationen, at RVV har udarbejdet et projektforslag til et nybygget varmeværk.

Bornholms Energi og Forsynings direktør, Rasmus Sielemann Christensen, fortæller, at Beof på sigt gerne vil indbygge en varmepumpe på blok 6 i fællesskab med jer. Kan yderligere ombygninger af værket komme på tale, hvis det kan gøre varmeproduktionen mere grøn og effektiv? 

– Vores primære mål er ikke at lave varme, men at få den billigst mulige varme til vores kunder. Og hvis det kun kan nås ved, at vi laver vores eget projekt, så er det dét, vi prøver. Det kan være, at vi ikke får lov til det i første omgang, eller at vi skal nå det ad omveje. Men vi vil prøve, og det ser ud til at være den billigste vej og ovenikøbet den mest miljørigtige, siger Erik Steen Andersen.

 
 

Sådan er reglerne for udtrædelse

Andelshavere indtrådt før 1. januar 2010 kan udtræde med 18 måneders skriftligt varsel til regnskabsårets udløb, mens andelshavere, der er kommet til i 2010 eller senere kan udtræde en måneds skriftligt varsel til udgangen af en måned, når der er gået mindst fem måneder fra aftalens indgåelse

På udtrædelsestidspunkt har man pligt til at betale:

• Skyldige beløb i henhold til årsopgørelsen og eventuelt andre skyldige beløb.

• Udgifterne til at afbryde stikledningen ved fordelingsledningen samt nedtagning af måler og andet tilhørende Rønne Varme A/S.

- Rønne Varmes omkostninger ved eventuel fjernelse af Rønne Varmes ledninger på ejendommen, i det omfang ledningerne alene vedrører Rønne Varme.

• En godtgørelse for udtrædelsen (hvis det ikke er muligt at overdrage den ledige kapacitet til en anden ny forbruger. Godtgørelsen beregnes som den udtrædende ejers andel af Rønne Varmes samlede anlægsgæld (anlægsudgifterne med fradrag af de afskrivninger, der har været indregnet i varmepriserne.