Byggeforretning med syv lærlinge er årets læreplads

| ABONNENT | 9. NOV 2019 • 16:40
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
9. NOV 2019 • 16:40
Årets Læreplads 2019. Den titel kan Bjarne Nielsens Byggeforretning pryde sig med, efter at Campus Bornholm fredag eftermiddag overrakte prisen til Bjarne Nielsen på virksomheden i Aakirkeby.

Det kom som en overraskelse for ham, da han både fik overrakt kåringen pænt indrammet og en flaske rødvin samt karameller, eftersom han ikke engang anede, at virksomheden var nomineret.

Hvad betyder det for dig?

– Jamen, det er altid glædeligt!

Og det var først i dag, fredag, at du opdagede, I både var indstillet og vandt prisen?

– Ja, klokken 12, ler Bjarne Nielsen.

Har du prøvet det før?

– Nej, dét har jeg ikke!

 
Jeg tror, de er glade
for at være her

 

Hvordan tror du, lærlingene har fundet på at indstille firmaet?

– Jamen, jeg ved det ikke, du, haha. Men jeg tror, de er glade for at være her. Altså, det er de jo, tilføjer Bjarne Nielsen og fortæller, at byggeforretningen rent faktisk samlet set har hele syv lærlinge.

Har I altid så mange?

– Nej. Men vi har taget flere de seneste par år, fordi vi ikke kan få tømrersvende nok. Så må vi udlære dem selv, ler han.

Og hvor mange er I i alt i firmaet?

– Godt 40, siger Bjarne Nielsen, som pludselig fik travlt med at finde ud af at markere kåringen på behørig vis, da den var vel overstået.

Men med den rette indstilling kan meget jo lade sig gøre ...

Indstillingen

Det var tre af byggeforretningens lærlinge – Emil Madvig Nielsen, Søren Jakob Jensen og Mads Andreas Kofoed – der havde indstillet den til at blive Årets Læreplads, en indstilling, som campus altså valgte at følge.

I deres indstilling forklarede de tre lærlinge blandt andet, at de er meget glade for at være ansat i firmaet på grund af de alsidige arbejdsopgaver, samtidig med at der er tale om en arbejdsplads med et unikt sammenhold medarbejderne imellem, hvor man løfter som et team.

Videre skrev de blandt andet:

”Vi sætter pris på at være ansat et sted, hvor værktøjet altid er i orden, og hvor arbejdsmiljøet vægtes højt. Der er altid en god tone på værkstedet, og et godt grin findes dagligt på byggepladserne. Når vi har behov for at holde ferie, tages der altid hensyn til dette, og vi har en chef, som vi kan gå til med stort og småt”.

Lærlingene sætter også pris på, at firmaets svende er utroligt gode til at videregive deres erfaring, samt at der årligt holdes sommerfester og julefrokoster, ligesom svendegilder altid markeres i festligt lag – hvilket bidrager til en god atmosfære og godt sammenhold på arbejdspladsen.

Også en Årets Læreplads-fest blev det altså til her i 2019.