Stort fondstilskud til Møbelfabrikkens nye eksperimentarium

| ABONNENT | 8. NOV 2019 • 15:36
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
8. NOV 2019 • 15:36
– Det er simpelthen en fantastisk opbakning, siger Carsten Aalling, direktør for Møbelfabrikken i Nexø.

Møbelfabrikken har netop fået besked om, at Nykredits Fond har besluttet at yde et tilskud på 184.000 kroner til Møbelfabrikkens projekt om at renovere Møbelfabrikkens Hal 2 til et multirum og eksperimentarium for bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Hallen står i dag helt rå og mangler blandt andet at blive isoleret og få indlagt strøm.

– Med bevillingen rykker Møbelfabrikken tættere på at kunne indfri ønsket om et superaktivt multilokale, der blandt andet skal bruges som et eksperimentarium for bæredygtighed og cirkulær økonomi, siger Carsten Aalling.

Multilokalet skal kunne bruges til blandt andet møder med op til 200 mennesker, til pop-up værksteder for iværksættere og workshops.

Møbelfabrikken ser det også som en mulighed, at multirummet kan bruges som det kulturhus, der ønskes i Nexø.

– I forhold til kulturelle arrangementer vil rummet her være plug & play for kulturhusforeningen, når det er istandsat, siger Carsten Aalling.

Projekt i to trin

Projektet er delt op i to trin, hvor budgettet for trin et er 860.000 kroner.

Møbelfabrikken har i forvejen fået 560.000 i fondsmidler fra anden side, og med de netop tildelte 184.000 kroner er man nu tæt på målet.

Erhvervs- og iværksætterhuset har p.t. også en ansøgning inde hos Realdanias projekt Underværker, og kommer Møbelfabrikken her også i betragtning, så kan projektets trin et gå i gang.

 
Vi har søgt 300.000 kroner
i Underværker-projektet.
Hvis vi får dem, kan vi starte
op for fuld hammer

 

– Det er virkelig spændende. Vi er meget, meget spændt. Vi har søgt 300.000 kroner i Underværker-projektet. Hvis vi får dem, kan vi starte op for fuld hammer, siger Carsten Aalling.

Realdania fik dog 114 ansøgninger til den igangværende runde af Underværker, og Møbelfabrikken er derfor oppe imod en lang række andre projekter. Møbelfabrikkens ansøgning er det eneste projekt fra Bornholm i denne runde af Underværker.

Det skal der laves

Får Møbelfabrikken pengene, er første trin af projektet at gøre den rå hal fuldstændig brugsklar.

– Der skal isoleres, renoveres gulv, laves vinduer, murværk, lægges varme, strøm og netværk ind og etableres en ny dør, fortæller Carsten Aalling.

I renoveringen skal loftets unikke trækonstruktion bevares.

Der er derfor også et trin to i renoveringen, og det er at lægge et isolerende tag på toppen af det nuværende tag for at kunne bevare industri-looket indvendigt i hallen.

– Derudover vil det isolerende tag optimere energiforbruget og spare en masse penge til varme, forklarer Carsten Aalling.

Denne del af projektet er beregnet til 400.000 kroner.

Glasset er halvt fyldt

Hvis ikke Møbelfabrikken får tilsagn om midler, må stedet vente lidt endnu.

– Vi vil hellere have en fugl i hånden end ti på taget. Får vi ikke tilsagn fra Realdania, skal vi have lidt flere penge i kassen, før vi går i gang, så vi ikke kommer til at strande i et vadested, siger Carsten Aalling, som ser lyst på muligheden for snart at komme i gang.

– Vi er særdeles optimistiske og vi stopper ikke. Vi mangler ca. 200.000 for at kunne gå i gang, men vi har fire fondsansøgninger mere ude, så jeg ser det sådan, at glasset er halvt fyldt, siger erhvervs- og iværksætterhusets direktør.

– Og får vi tilsagn fra Realdanias kampagne Underværker, så bliver det verdens bedste dag, og så kan vi få sat kobenet i gulvet.

 

 
 

Eksperimentarium og multirum

Eksperimentarium og multirum

Projektets formål er at skabe rammerne for et eksperimentarium indenfor bæredygtighed og cirkulær økonomi, det omfatter

- At gennemføre en renovering af hele den gamle produktionshal.

- At opbygge Bornholms Genbrugsen, hvor kasserede ting får nyt liv gennem frivilliges kompetencer og viden.

- At skabe et socialt rum for frivillige grønne vejledere, der får den cirkulære økonomi til at brede sig.

- At skabe et fælles mødested for borgere og brugere af Møbelfabrikken.

- At skabe en platform for borgere og fagfolks samarbejde.

- At  skabe multifunktionelle rum til f.eks. pop up-værksteder, samarbejde om aktiviteter indenfor miljø, cirkulær økonomi, events, udstillinger, messer, workshops og kultur arrangementer

Samt også at bevare fortællingen om Bornholms Møbelfabrik, der i sin storhedstid havde 60 ansatte.