Forudser krig om lokaler: Pres foreninger til at sige nej til Dams Gård, siger RIK'er

| ABONNENT | 7. NOV 2019 • 07:50
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
7. NOV 2019 • 07:50
Kampen for at finde egnede lokaler risikerer at udvikle sig til en krig mellem Rønns foreninger, forudser Flemming Bech fra RIK bordtennis. På et møde tirsdag aften foreslog han, at man skal prøve at presse Kulturskolen og diverse foreninger til at sige nej tak til at flytte ind på Dams Gård og i stedet bakke op om Østre Skole som foreningshus.

– Som jeg ser det, så er de med til at lukke vores foreninger, hvis de siger ja til Dams Gård. De er med til at smide skytteforeningen ud og alle os andre. Jeg synes, vi skal spørge dem, om de er klar over, hvilket ansvar de påtager sig, hvis de siger ja til Dams Gård, lød det fra Flemming Bech på mødet, der handlede om Østre Skole som foreningshus.

Mødet foregik i Sct. Georgs Gildes lokaler i Sjøgårinj og var for foreninger, som gerne vil have lokaler på den lukkede skole, som kommunalbestyrelsen har sat til salg.

Trængt op i en krog

Flemming Bech tog udgangspunkt i den strategiske udviklingsplans liste over såkaldt relevante aktører, når der skal findes indhold til Dams Gård. Det er aktører som musikskolen, billedskolen, dramaskolen, ungdomsskolen, 10. klassecentret, Musikhuzet, humanitære og politiske foreninger, Bornholms Fælleselevråd, dagplejere og børneinstitutioner, Rønne Bibliotek samt foreninger, der er blevet hjemløse efter opsigelse af lokaler på kasernen og Østre Skole.

– Hvis de siger ja til at tage derned, så lukker de os andre. Vi er trængt op i en krog, for det er lige præcis det, der sker, for så vil pengene ryge til Dams Gård, og vi andre vil blive sendt til Vestermarie, Østerlars, Nyvest eller hvor vi bliver sendt hen. Der har altid mellem RIK og Viking været krig, det er der ingen tvivl om, men det har været krig på banen. Vi har ikke kæmpet mod hinanden som foreninger. Det er det, vi gør nu. Foreningerne kæmper mod hinanden. Hvis foreninger siger ja til at flytte til Dams Gård, så er vi andre ude. Hvis de siger ja til at støtte op om os og Østre Skole, så har politikerne ikke noget at putte i Dams Gård, sagde han.

En lille del af Dams Gård

Flemming Bechs konkrete forslag gik ud på at sende en henvendelse til Kulturskolens afdelinger og de andre relevante aktører for at forklarer foreningernes situation.

– Vi bliver nødt til at presse dem, det skal vi være sammen om i foreningerne. Der bliver rigtig stor krig, og jeg synes, det bliver rigtig grimt at se, at nogle kan sidde og klappe i hænderne , fordi de kommer på torvet, og vi andre kan sejle vores egen sø, lød det fra Flemming Bech, som høstede bifald fra flere af de fremmødte.

Indlægget fik Erik Lund Hansen (S) til at tage ordet. Formanden for job-, udvikling- og fritidsudvalget mener ikke, man skal blande Kulturskolen ind i diskussionen om lokalefordelingen.

– Det er en kommunale institution, som vi skal skaffe noget plads til. Den er ikke sammenlignelig med foreningerne overhovedet. Det er en kommunal institution, som skal have en lille del af Dams Gård, og der er en masse til overs. Så det er de forkerte, du angriber. Jeg synes, det er en meget kedelig vinkel, hvis vi skal til at være i krig med hinanden. Vi skal finde løsninger både til jer, skytterne og stenklubben. Det er nogle af de svære, lød hans reaktion.

 
 

Deltagere

• Føgende foreninger deltog i mødet tirsdag:

Bornholms Stenklub

Sct. Georgs Gilde

Operation Tjernobyl-børn Bornholm

AOF

Bornholmske Flygtningevenner

Aktive Kvinder Rønne

Taekwondo Klub Hae Sung

RIK Bordtennis

Opel Drivers Bornholm

Bornholms Brandmandsforening

Rally Sport Bornholm

Rønne Billardklub

Bornholms Marineforening

Stuekultur Bornholm

Rønne Vævestue

Modeltog Bornholm

Rønne Skytteforening

Handicapskydning Bornholm

Bornholmske Musikamatørers Kor

• Følgende foreninger havde udtrykt opbakning

Rønne Bueskyttelaug

Danseklub 2000

Forsvarsbrødrene Bornholm

Rønne Byorkester

Det Rytmiske Selskab