Nonsens nomineret til årets danske klubhit

| 6. NOV 2019 • 12:36
Af:
redaktionen

6. NOV 2019 • 12:36
Når arrangementet Club Awards afvikles i Brøndby Hallen den 16. november, er tre unge bornholmere med i kampen om prisen for årets danske klubhit.

Dj- og producertrioen Nonsens er nomineret med deres hit ”Unz Unz”, som de har lavet i samarbejde med Specktors.

– ”Unz Unz” er et af de hits, der er blevet festet allermest til på den danske klubscene i år og har i skrivende stund over seks millioner plays på Spotify, fortæller arrangørerne af Club Awards i en pressemeddelelse.

Rasmus, Jens og Anton fra Nonsens er også med til at sætte Danmark på verdenskortet, når det kommer til elektronisk musik.

– Siden debutudgivelsen i 2014 er det kun gået støt opad for de tre barndomsvenner fra Bornholm, der har arbejdet med de bedste inden for den internationale elektroniske scene. Siden 2018 har de haft base i København og LA – hvor de bor halvdelen af året. De spiller shows over hele USA og bliver spillet på radiostationer over hele verden, lyder det i pressemeddelelsen.