Det nye hold er på plads – fik stående klapsalver

| ABONNENT | 5. NOV 2019 • 18:36
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
5. NOV 2019 • 18:36
Kirkegængerne brød ud i stående klapsalver, da Aa Kirke søndag aften kaldte til fejring af allehelgen.

Godt 100 pårørende var mødt frem i kirken søndag aften, hvor 70 navne blev læst op og de afdøde mindet.

Birgit Friis holdt prædiken, der blev sunget salmer og holdt pauser i stilhed mens det nyistandsatte kirkerum lå bådet i henholdsvis lys og stearinlysmørke.

Men det var først og fremmest musikken, der slog stemningen an, og det  lykkedes tydeligvis for organist Jørn Andersen og kirkesanger Kamilla Hector at røre det fremmødte publikum, for aftenens program blev afsluttet med stående klapsalver, fortæller Birgit Friis.

 
Jeg føler mig fortsat
forkælet med betjeningen,
det var en meget fin og
bevægende aften

 

Aa Kirkes nye organist og sanger har dermed fået den bedst tænkelige start på den store opgave det bliver at løfte arven efter David Nestved og Hanne Tøttrup, kirkens populære organist/sangerpar, der gik på pension i september.

Birgit Friis føler sig da også fortrøstningsfuld forud for den kommende højtid.

– Jeg føler mig fortsat forkælet med betjeningen, det var en meget fin og bevægende aften. Musikdelen accentuerers meget sådan en dag, men Jørn og Kamilla viderefører arven meget smukt efter Hanne og David. Det var meget stemningsfuldt, fortæller Birgit Friis, der til februar har været præst i Aaker-Pedersker pastorater i 20 år.

Flere juleforestillinger for børn

Nu står julen for døren, og det indebærer noget specielt i Aa Kirke, for her får julebyen besøg af over tusind børn fra hele øen.

Efter et besøg på Torvet og en efterfølgende snack i biblioteket, sluttes julebesøget af med den traditionelle  juleforestilling i Aa Kirke. Her har David Nestved i mange år spillet rollen som fræk nisse, mens Hanne Tøttrup har fortalt om julens salmer.

Det nye hold, bestående af Birgit Friis, Kamilla Hector og Jørn Andersen holder planlægningsmøde om julens børneforestilling i morgen.

– Så ser vi om vi lægger et guldæg. Vi laver ikke en kopi af den gamle forestillling, men laver heller ikke helt om., siger Birgit Friis.

Antallet af juleforestillinger for børn er i år udvidet fra seks til otte. Sidste år var 1.200 børn til julegudstjeneste i Aa Kirke, hvilket var rekord, og præsten vurderer at der kommer ligeså mange i år.

 


 
 

Allehelgen

Allehelgen har en lang historie i Danmark. I middelalderen mindedes man særligt helgenerne og martyrerne, altså dem, som døde for deres tros skyld. Nu fejrer vi allehelgen i folkekirken til minde om alle vore døde. I mange kirker læser man navnene op på dem, der i årets løb er døde, og det er almindeligt at besøge gravstedet og tænde lys netop denne dag.

Oprindeligt lå allehelgen fast den 1. november som en særlig højtid. Siden helligdagsreformen i 1770 falder allehelgen første søndag i november i kirken.

Kilde: Folkekirken.dk