BobbaBella konkurs

| 5. NOV 2019 • 12:04
Af:
redaktionen

5. NOV 2019 • 12:04
Michelinrestauranten Kadeaus grillbar BobbaBella i Tivoli er sendt til konkursbehandling ved Sø- og Handelsretten. Det skriver Jyllands-Posten.

Grillbaren er lukket efter at have eksisteret i to år, skriver avisen.

Kadeau-koncernen har ingen kommentarer til konkursen, men kurator Simon Lagrelius fra Advokatfirmaet Poul Schmith fortæller til Jyllands-Posten, at det har vist sig vanskeligt at få gang i omsætningen i BobbaBella.

– Koncernen har tilført Bobbabella egne midler, når der var underskud. Det er min forståelse af forløbet, at da det blev konstateret, at grillbaren ikke kunne blive rentabel, var folkene fra Kadeau nødsaget til at begære selskabet konkurs, siger han til avisen.

BobbaBella har også haft til huse i Brohuset ved Hammershus, men den lukkede Kadeau sidste år for i stedet at satse på smørrebrød. Ved den lejlighed sagde udviklingschef i Kadeau, Theis Brydegaard, til Bornholms Tidende, at man stadig troede på BobbaBella, og at man satsede på at åbne flere grillbarer i den kommende fremtid.

Kadeau driver en tostjernet michelinrestaurant i København og står på Bornholm blandt andet bag Kadeau i Vestre Sømark, Hotel Nordlandet i Sandvig og Hallegård i Østermarie.