Etape to ud af tre er godt i gang på Danmarks måske smukkeste arbejdsplads

I foråret søgte Naturstyrelsen efter tre murere til Danmarks måske smukkeste arbejdsplads: Hammershus. Her skal der nemlig hen over de kommende år fuges ikke mindre end 4.000 kvadratmeter væg i den gamle ruin. Gammel fuge skal hugges væk og ny mørtel lægges mellem de gamle sten. Det er en opgave, der ikke bare kræver et godt håndværk – men også masser af tålmodighed og overblik.

Men historien kræver, at vi et øjeblik spoler tilbage i tiden.

Faktisk helt tilbage til omkring år 1880. Her begyndte museumsinspektør Peter Christian Hauberg den enorme opgave med at rydde og fritlægge hele ruinen for at kunne påbegynde en restaurering af Hammershus. Bygning for bygning arbejdede Hauberg sig igennem ruinen. Stilsikkert og tro mod det eksisterende murværk restaureredes Hammershus, indtil det lignede den ruin, vi kender i dag. Igennem 40 år blev der genopbygget, rekonstrueret og istandsat overalt på ruinen – det var med andre ord et kæmpe restaureringsarbejde.

Det er et faktum, at en borg som Hammershus kræver konstant vedligehold, hvis man ønsker at bevare den. For vejrforholdene er barske der oppe på Hammerknuden med masser af fugt og blæst. Det nedbryder uafdækkede flader og gør, at murværk forfalder, sten falder ud af væggene, og fuger bliver utætte.

Men ud over det løbende vedligehold, så var det en fejl ved restaureringen af Hammerhus i slutningen af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet, der gør, at restaureringsarbejdet i disse år er intensiveret. Man brugte nemlig cement til at fuge borgen med, og det er ikke en langtidsholdbar løsning til en gammel borg.

 


 

Det er den samme oprindelige mørtel,
som man brugte i middelalderen og der,
hvor man byggede Hammershus for 800 år siden

 

Michael Pedersen er den ene af de tre murere, som nu og i de kommende 3-4 år arbejder med at skifte fuger ud i den gamle borg.

Han fortæller:

– Vi laver selv vores mørtel, og det er den samme oprindelige mørtel, som man brugte i middelalderen og der, hvor man byggede Hammershus for 800 år siden.

– Det, vi går og fjerner nu, er cementen, som man brugte for hundrede år siden, da borgen blev restaureret.

– Cementen er god til at bygge storebæltsbroer og moderne byggerier med, fordi den er meget hård. Men den har også den evne, at den er god til at holde på vandet, og det er ikke godt for et gammelt byggeri som Hammershus. For fugten bliver holdt inde i væggene, og det ødelægger den oprindelige mørtel, der blev brugt.

– I Visby på Gotland havde de en kæmpe væg i gammel borg, der for nogle år siden pludselig bare faldt sammen, fordi den var fuget med cement. Derfor er det vigtigt, at vi får skiftet det ud, så borgen kan holde i mange år endnu.

Michael Pedersen forklarer, at det er meget bemærkelsesværdigt, hvad der sker, når væggene igen bliver fuget med traditionel mørtel:

– Den mørtel, vi laver her, kan optage vandet og afgive det igen, og så er den mere elastisk. Vi kan se, at lige så snart vi får den nye mørtel i, og den får kontakt med det gamle murværk, så trækker den fugten ud af væggene igen næsten øjeblikkeligt. Det sker næsten for øjnene af os.

Skal have det samme udtryk

Michael Pedersen har gået og arbejdet på Hammershus siden 2006, og han fortsætter de næste 3-4 år, så længe som etape to varer. Han indrømmer, at det nok kræver lidt af en speciel indstilling at kunne lave lige netop det arbejde, han er i gang med.

– Man skal være tålmodig, man skal kunne se det store perspektiv, ellers bliver man tosset i hovedet. Og så skal man være historisk interesseret, forklarer han.

– Vi havde et større projekt for nogle år siden, hvor vi gik 15 murere her oppe. Halvdelen syntes det var sjovt, og den anden halvdel syntes, at det var det værste, de havde prøvet i deres liv. Så interessen er en stor del af jobbet.

At fuge en gammel borg er heller ikke noget, man lærer under sin uddannelse til murer, fortæller han:

– Man kan ikke tage den uddannelse, vi har, det er noget man lærer efterhånden. Der kan godt gå et eller to år, før man kommer helt ind i tankegangen. Når man bliver uddannet som murer og laver moderne byggeri, så skal stenene sidde snorlige, og fugerne skal være skarpe.

– Her skal du have hele tankegangen, du skal træde lidt tilbage, og så skal du kunne se stedet. Nogle steder er der brugt mange teglstensstumper, eller der er sat granitstumper i. Man skal hele tiden sørge for, at det man gør, ligner det, der er i forvejen.

– Så man skal have noget indblik i arbejdsprocessen. Borgen har mange byggefaser, og det hele er historie.

– Der er for eksempel steder, hvor der er mursten og munkesten, nogle steder er der brugt teglstensstumper eller granitstumper. Men allerede inden vi kommer og går i gang, har der været en arkitekt herovre, der har 3D-scannet væggene, og så får vi en tegning med, hvad vi skal gøre. Og så skal vi få det til at ligne.

– Og så er det faktisk også et lidt utaknemmeligt job, påpeger han – for når vi har været der, skal folk helst slet ikke kunne se, at vi har været det. De skal helst spørge os, hvad har I lavet? Hvis de spørger om det, så har vi gjort vores job godt nok, forklarer han.

Den oplysning bliver hurtig efterfulgt af et hjerteligt grin.

 


 

Tidskrævende at lave mørtel

På den modsatte side af vejen på gården Hammersholm går Max Sørensen og brænder de bornholmske kalksten, der bliver til den mørtel, murerne bruger på Hammershus. Det sker i en gammeldags ovn, hvor der fyres op efter de gamle principper.

Max Sørensen fortæller:

– Den her kalksten, som mørtlen bliver lavet af, bliver udvundet i Aakirkeby, og den er en 480 millioner år gammel sten. Den består blandt andet af gamle skelletter og fossiler, der er trykket sammen over lang tid. Det er sådan nogle lag, der ligger cirka en halv meter under marken. Det bliver brudt og knust ned til mindre stykker, som så bliver brændt på omkring 900 grader i vores ovn heroppe.

– Processen er lidt tidskrævende, men det foregår på den måde, at der bliver tændt op i ovnen om morgenen. Den skal fyldes med træ, og så skal den brænde ud, det tager cirka en halv time, fra man starter med at gøre den klar, og til man kan hælde sten i. Man hælder sten og træ i skiftevis, og så tager det nogle timer. Imens kan jeg gå og lave andre ting, blande mørtel og den slags. Om eftermiddagen lukker jeg hele ovnen ned, inden vi tager hjem, og så står det og bager til ud på aftenen.

– Og når vi kommer næste morgen, så er stenene håndlune.

Herefter skal stenene læskes, og det er en bemærkelsesværdig proces, forklarer Max Sørensen:

– Så tager vi en spand med huller i, som vi lægger stenene i, og så dypper vi stenene ned i vand, så de får et vandchok i 30 sekunders tid. Vandet gør, at stenen vokser og bliver 110 grader varm, og når man tager den op igen, så koger det op, og så læsker det og bliver til pulver.

– Det er fascinerende, hver gang man læsker dem, at se en så hård sten pulverisere fuldstændig på et øjeblik. Herefter er stenene klar til at blive blandet til mørtel. Vi sorterer det groveste fra og tilsætter grus i en blandemaskine, og så blander vi det til den fineste mørtel. Sidst på dagen hælder vi det på tønder – og så er det klar til murerne.