Den vrede forfatter fra Stockholm er faktisk nuanceret og høflig

| ABONNENT | 4. NOV 2019 • 08:14
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
4. NOV 2019 • 08:14
Havde du heller ikke hørt om forfatteren Jonas Eika før i sidste uge? Hvis nej, så har du noget til fælles med de fleste i Danmark.

Hørte du til gengæld om ham i netop sidste uge? Hvis ja, så er du igen, som folk er flest.

Tirsdag modtog den 28-årige forfatter Nordisk Råds Litteraturpris og de 350.000 kroner, der følger med prisen. Normalt rigeligt til at mange i Danmark ville få øje på en hidtil ukendt landsmand. Nu sørgede hans takketale for, at han kom ud til hele nationen.

– Jeg taler til den danske statsminister, sagde Jonas Eika til statsministeren, der sad på forreste række i Konserthuset i Stockholm.

– Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker.

– Mette Frederiksen, som kalder sig for børnenes statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte udrejsecentre.

– Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet, sagde Jonas Eika også i sin tale.

Bornholmere fik aftale i juni

Sådan en svada sikrer nogle dage, hvor Danmark diskuterer frem og tilbage: Kan man tillade sig det? har spørgsmålet lydt. Nogle har ment klart nej. Andre har forsvaret Jonas Eika.

Under hele den store polemik kunne arrangørerne bag Jakob Hansens Litteratursaloner her på Bornholm læne sig tilbage. Og nyde, at man havde gjort et kæmpe scoop. For helt tilbage i juni fik arrangørerne en aftale med Jonas Eika om, at han skulle komme til Rønne for at læse op og møde publikum. På hvad der viste sig at være femtedagen efter prisen og starten på al polemikken.

Kendte man kun Jonas Eika fra talen i Stockholm, og bedømte man ham desuden på fotos af en lidt mut eller ligefrem vred ung mand med meget kort hår, så bedømte man ham ganske klart for hurtigt.

Ind på biblioteket i Rønne lørdag eftermiddag kommer i stedet en i første omgang lidt forsagt og tilbageholdende, men også meget høflig og imødekommende 28-årig. Iført blå træningstrøje, lysviolette jeans og sorte Doc Martens-støvler har han først varmet op til læsermødet med lidt diskrete gymnastiske øvelser i bibliotekshallen udenfor lokalet.

– Mange af jer har sikkert set mig i diverse medier, siger Jonas Eika.

– Det er dejligt at være her, uanset af hvilken grund I er her. Jeg har ikke læst op på Bornholm før, så også derfor er det rart at være her.

Artiklen fortsætter...


Velkendt verden brydes af det uventede

Jonas Eikas univers lader sig vanskeligt beskrive med få ord. Med mindre måske man er meget velbevandret i det, som Leif Hansen fra litteratursalonerne hurtigt viser sig at være. Ellers er det bedste råd at gå på biblioteket og låne en af de to bøger, som Jonas Eika har fået udgivet siden debuten for fire år siden.

Til en start er der en grund til, at netop Jonas Eika er blevet inviteret til Rønne. For Jakob Hansens Litteratursaloner kører dette efterår med temaet ”dystopier”, altså undergangshistorier. Dem er Jonas Eika leveringsdygtig i.

– Sammenbruddet er her allerede. Det er bare forskelligt, hvordan vi mærker det. Novellerne kredser meget om, at noget er brudt sammen, men det fortsætter på den samme måde, siger han, da Leif Hansen har slået temaet an.

– Vi lever stadig i tiden efter finanskrisen. Men det er som om, at de her kriser ikke fører noget nyt med sig. Jeg har en ide om, at man må se på, hvordan man indretter samfundet, når et samfund bryder sammen. Men det er ikke rigtig sket her, siger Jonas Eika.

Et andet Jonas Eika-temaet er også forkærligheden for at sprænge rammerne mellem den kendte verden og nogle elementer, som vi aldrig ville forbinde med den verden, som vi kender.

– Novellerne starter med noget genkendeligt, men pludselig sker der noget højst uventet. Novellerne peger også på nogle nye eksistensformer. For eksempel symbioser mellem mennesker og dyr, men også mellem mennesker og ting. Der sker i den grad nogle ting, der sprænger rammerne, siger Leif Hansen.

– Ja, en ting, der går igen, er symbioser mellem det menneskelige og noget ikke-menneskeligt. At de her ting, som vi opfatter som døde, også har liv og handlekraft, svarer Jonas Eika.

– Det er tekster, der foregår i vores verden, men det er ikke realisme. Man kan måske kalde det ”udvidet realisme”. Når man læser dem, håber jeg, at man er med på, at det her faktisk sker. At det ikke bare er noget, som han forestiller sig inde i sit hoved. Det sker.

Publikum er godt tilfreds

Ind imellem læser han op. Formlen er den, at Leif Hansen introducerer, og at de to taler lidt, før Jonas Eika så læser sine egne tekster. Bagefter fortsætter dialogen.

I pausen er der fin tilfredshed at spore blandt publikum på omkring 60 personer. To tredjedele af dem er kvinder, måske hver anden er over 50 år, men også unge har fundet vej til biblioteket.

– Jeg synes, at det er meget begavet. Han gør et særdeles godt indtryk, og det er markant, hvor nuanceret han er i kontrast til de meget entydige udtalelser, som han kom med i Stockholm. Han er talentfuld, siger Mogens Bjerring-Hansen fra Rønne.

 
Det er virkelig interessant.
Det er nogle meget spændende tekster,
og det er spændende, at han kommer her
og kaster et nyt lys over dem.
Det giver noget ekstra

 

– Det er rigtig spændende. Jeg læste hans nye bog i går, så det er spændende at høre ham i dag. Jeg kan godt lide den måde, som han skriver på. Han skriver virkelig godt, siger Lærke Emmery-Funch fra Knudsker.

– Det er virkelig interessant. Det er nogle meget spændende tekster, og det er spændende, at han kommer her og kaster et nyt lys over dem. Det giver noget ekstra, siger Nanna Wermelin fra Listed.

Et godt sted at slappe af

På vej hjem fra et sjældent besøg på Bornholm er også Jonas Eika selv tilfreds.

– Det gik fint, og jeg synes, at jeg blev godt modtaget. Leif stillede gode spørgsmål, og han havde læst bøgerne godt, nært og indlevende. Det var også et rart og opmærksomt publikum, siger han.

– Det var også en fornøjelse at være på Bornholm. Desværre er jeg allerede på vej hjem. Jeg nåede ikke at se så meget.

Var det et godt sted at slappe lidt af efter sådan en uge?

– Ja, det var. Jeg har haft brug for at slappe af efter den uge her. Jeg arbejder stadig på at få ro på, siger Jonas Eika.

– Så også derfor var det godt at komme ud og møde nogle læsere. Og blive mindet om, hvad der er det vigtigste.

Jonas Eika i samtale med Svaneke-digteren Peter Poulsen.

 
 

Donerer 350.000 kroner til asylbørnene på Sjælsmark

Mens Jonas Eika mødte læsere i Rønne, kom det frem, at forfatteren giver sine 350.000 kroner fra Nordisk Råds Litteraturpris videre til dem, der hjælper børnene på Udrejsecenter Sjælsmark.

Centret ved Hørsholm huser afviste asylsøgere. Mange børn bor på centret med deres forældre, og Røde Kors fastslog for nylig i en rapport, at der er stor psykisk mistrivsel blandt børnene.

– Da jeg spurgte ham om, hvad der skal ske med pengene, sagde han, at det havde han ikke selv lyst til at sige til pressen, men han var okay med, at jeg meldte det ud. Især fordi der har været den her debat om, hvorfor han tog imod pengene, siger forlaget Basilisks direktør Pejk Malinovski til Politiken.

Da Jonas Eika modtog den store pris i Stockholm, fyldte taknemmeligheden ikke meget i hans tale. Det gjorde i stedet en hård kritik af statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringens udlændingepolitik.

Statsministeren var til stede i salen, og siden har debatten blandt andet handlet om, hvorvidt Eika kunne tillade sig at kritisere hende så hårdt, uden at hun havde mulighed for at komme til orde.