Ny tilladelse til at grave sand i Bjørnebakker

| ABONNENT | 3. NOV 2019 • 08:31
Af:
redaktionen
| ABONNENT
3. NOV 2019 • 08:31
AB Betonvarer, der ejer grusgraven i Bjørnebakker i Klemensker, har fået tilladelse til årligt at indvinde 500 kubikmeter sand henover de kommende ti år. Bornholms Regionskommune har givet tilladelsen, efter at der i forbindelse med en forhøring var dialog mellem AB Betonvarer og naboer til grusgraven.

Naboerne har således blandt andet fået sikkerhed for, at den nye indvinding af sand ikke betyder, at stisystemet ved graven bliver sløjfet. Desuden skal AB Betonvarer holde sig 13 meter fra naboernes matrikler – egentlig var der lagt op til 10 meter.

– Afstandskravet til naboer bliver nu større end før. Stisystemet vil ikke blive fjernet som følge af råstofindvinding. Stisystemet ligger så tæt på naboskel, at man med en råstoftilladelse ikke kan få tilladelse til at grave der. Sådan var det ved sidste råstoftilladelse, og sådan er det ved denne råstoftilladelse, skriver Bornholms Regionskommune i tilladelsen til AB Betonvarer, der primært producerer fliser og belægningssten.

Frygt for beskadigelse af husfundamenter

Grusgravens naboer havde også to andre bekymringer, som de bragte op i forbindelse med for-høringen: Kan yderligere udvinding af sand skade deres husfundamenter? Og risikerer de, at deres huse og haver bliver plaget af sandflugt?

I forhold til de bekymringer slår Bornholms Regionskommune fast, at naboerne ikke bør have noget at frygte.

– Det er råstofmyndighedens konkrete vurdering, at beskadigelse af fundament hos naboer ikke vil blive et problem, står der i tilladelsen.

Desuden lyder vurderingen, at området ikke vil blive plaget af mere sandflugt end hidtil. Men skulle det alligevel ske, har AB Betonvarer pligt til at få styr på støvgenerne.

Tilladelsen fra Bornholms Regionskommunes Center for Natur, Miljø og Fritid gør det muligt for AB Betonvarer at indvinde op til 500 m3 sand pr. år fra 28. oktober 2019 til 28. oktober 2029. Virksomheden må grave ned til en maksimal dybde af to meter over grundvandsstanden.

Sagen er i offentlig høring frem til 25. november 2019. Har man indsigelser, kan man inden da klage over kommunens afgørelse til Miljø- og fødevareklagenævnet og Planklagenævnet.