T-foil til Express 1 skal laves i England og Australien

| ABONNENT | 2. NOV 2019 • 18:38
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
2. NOV 2019 • 18:38
Hvis alt går som Bornholmslinjens teknikere planlægger, kan Express 1 sænke sin t-foil-stabilisator i vandet i begyndelsen af marts måned 2020. Det fortæller rederiets kommunikationschef, Jesper Maack.

En kort overgang så det ellers ud som om, at færgepassagererne på Rønne-Ystad-ruten måtte vente længere på at få den øgede passagerkomfort, som en t-foil gerne skal levere. For det stål, der skal bruges til at fremstille den 10 tons tunge sænkekøl, der ligner et omvendt T, var nemlig i restordre over det meste af verden.

– Det var simpelthen ikke til at få noget sted, fortæller Jesper Maack.

Heldigvis var der et lyst hovede med en god hukommelse i Molslinjens tekniske afdeling, der kom i tanke om, at en lokal jysk leverandør for lang tid siden havde leveret netop denne specielle type stål til rederiet.

Det er nemlig den samme type stål, der anvendes til ophænget på de waterjets, der driver rederiets færger frem.

Et telefonopkald til leverandøren afslørede, at virksomheden lige nøjagtig havde en lille smule mere af det specielle stål på lager, end der skal bruges til at fremstille en t-foil til Express 1.

 
Det sparede os for flere måneders produktionstid

 

– Det sparede os for flere måneders produktionstid, fortæller Jesper Maack til Bornholms Tidende.

Det specielle stål, der kaldes duplex-stål, er en type rustfrit stål, der udmærker sig ved at have en meget høj brudstyrke. Det skal bruges til at fremstille stempel og cylinder til den hydraulik, der skal hæve og sænke t-foilen, når den bliver monteret på færgen. Det skal fremstilles på Incat-værftet i Hobart i Australien.

Den resterende del af den næsten fem meter høje t-foil, som er den store t-formede køl, skal fremstilles i England.

En del af t-foilen, blandt andet den del, der skrues fast under færgen, skal støbes, mens resten skal svejses i stålplader.

Når alle delene er færdigproducerede hos de respektive leverandører, bliver de transporteret til Ørskov Værft i Frederikshavn, hvor t-foilen skal samles og monteres på Express 1.

Det sker i forbindelse med, at Express 1 i februar 2020 skal i dok til det årlige, planlagte eftersyn og vedligeholdelse.