Ole Dreyer er i DGI's hovedbestyrelse efter kampvalg

| 2. NOV 2019 • 22:21
Af:
tommy-kaas

2. NOV 2019 • 22:21
Ole Dreyer, formand for DGI Bornholm, blev lørdag valgt som medlem af DGI’s hovedbestyrelse.

Rønneboen var tidligere suppleant til hovedbestyrelsen men blev medlem i januar 2019, da Annette Vilhelmsen trak sig.

Ved DGI’s årsmøde i DGI-byen i København lørdag blev Ole Dreyer så valgt som hovedbestyrelsesmedlem efter et kampvalg.

Det oplyser DGI.

– Jeg trives rigtig godt i det idrætspolitiske arbejde. Jeg brænder for sagen og gør en dyd ud af at gøre en forskel for idrætten i Danmark og understøtte foreningerne, siger Ole Dreyer ifølge en pressemeddelelse.

Aktive seniorer er en mærkesag for Ole Dreyer, og han peger på, at motion og sociale fællesskaber i foreningsidrætten kan være med til at bekæmpe ensomhed blandt seniorer.

– Der er så meget, vi kan tilbyde seniorerne inden for idræt og motion, lige fra stolegymnastik til gå-fællesskaber. Seniorerne skal ikke ud og lave en ironman, men vi skal møde dem i øjenhøjde og understøtte deres behov, siger Ole Dreyer ifølge pressemeddelelsen fra DGI.