– Bornholm er en ø med stærk identitetsfølelse og bevidsthed om sin egen historie, hvilket kun gør det naturligt, at der skal være en KU-lokalforening, lyder det fra Philip Læborg, som er formand I Helsingør KU. Han har bornholmske rødder.
– Vi har siden sommeren ledt efter engagerede unge, og vi har fundet en del som har nikket ja til at være grundstammen I foreningen. En af dem er 25-årige René Danielsson.
– Øen her har brug for Konservativ Ungdom. I dag er her allerede en VU- og en DSU-forening, så det er på tide, at vi får en rigtig, borgerlig ungdomsorganisation, mener René Danielsson.
Konservativ Ungdom har på landsplan 1.700 medlemmer i alderen 14-30 år. Interesserede er velkomne til mødet, som bliver holdt i dag lørdag den 3. november kl. 19 på biblioteket i Rønne.
– Her vil blandt andre næstformanden for KU Nicolai Svejdal og byrådsmedlem og folketingskandidat Kirstine van Sabben komme forbi, lover Ianto Gerdes.