Brændeovnen er elsket, og god for mange familiers økonomi, ikke mindst i Udkantsdanmark. Men den udpeges af nogle som en skadelig forureningskilde – isoleret set, og nærmest uden sammenligning med de store forurenere, for eksempel i transportsektoren.
Hvad er mon sandt og rimeligt – og kan påstandene mon føre til retfærdige og hensigtsmæssige politiske beslutninger? lyder det i debatoplægget.
I mødet deltager civilingeniør, Ph.D. Kåre Press Kristensen fra DTI og det Økologiske Råd, og professor Torben Sigsgaard fra Institut for Folkesundhed,- Miljø- og Arbejdsmedicin på Århus Universitet.
– Mødets formål er at informere bredt om brændeovnsfyringens fordele og ulemper, såvel for familiernes og fællesskabets økonomi, folkesundheden og miljøet. Arrangementet skal skabe indsigt i og debat om brændeovnsfyring og hvordan vi forholder os til brugen af brændeovne på Bornholm, også ud i fremtiden med udgangspunkt i energistrategien og visionen om Bright Green Island. Spørgsmålet kan også formuleres på følgende vis: Er der gode sammenhænge mellem vores brændeovnsfyring og arbejdet med at gøre Bornholm uafhængig af fossile brandstoffer som den vedtagne energistrategi sigter efter?, lyder det fra Flemming Rinds, Bornholms Miljø- & Energiforening.
Initiativet skal ses i forlængelse af forårets længerevarende offentlige debat om emnet.
Kåre Press-Kristensen og Økologisk Råds synspunkter har været udlagt som begrundelse for enten at lovgive mod individuel brændefyring – eller om brandbeskatning af samme.
Torben Sigsgaards forskning har været brugt til både at understøtte og imødegå synspunkterne.
Bornholms Miljø- & Energiforening ser frem til en spændende og informativ aften der er kommet i stand med støtte fra regionskommunens Agenda-21 pulje, oplyser Flemming Rinds.