60 forventningsfulde medlemmer af Ældre Sagen på Bornholm rejser lørdag den 18. september kl. 12.40 i en uge til Rumænien.
Et Cimber fly fra Schreiber Tours bringer bornholmerne direkte fra Rønne Lufthavn til lufthavnen i Targu Mures i Rumænien.
Vi vil på turen opleve Europas mest velbevarede middelalderby Sighisoara, som er på UNESCO bevarings liste, saltminerne i Praid, kurbadestedet i Sovata med kur- og mudderbade. Der bliver også besøg på et vinslot, og i et privat hjem. Markedspladser med alt forskellige ting vil også friste mange. Vi besøger et snapsedestilleri, optræden med folklore og nationalretter vil blive nydt. Vi besøger også et glaspusteri, spejlsal og er med på en hestevognstur. Kirkebesøg bliver der også mulighed for. Et besøg hos en sigøjnerfamilie i en landsby kan blive spændende, nu hvor Romerne har en omtumlet tilværelse. En lang række spændende ting, som vi kan være sammen om og diskutere, når vi spiser sammen på hotellet om aftenen.
Tilmeldingen startede den 11. november 2009 og ønsket var at 30 personer ville melde sig til rejsen. 30 personer skulle der til for at flyet vil hente os her på Bornholm. Efter 3 uger var der fuldtegnet med venteliste. Vi fik så en rejse mere, som starter den 9. oktober. Den blev fuldtegnet efter 2 uger med venteliste. Det er da fantastisk, og meget overraskende, at det har gået så hurtigt med tilmeldingen. Det kunne være at vi sidste år havde en god tur til Polen med bus, eller at prisen er rimelig incl alle måltider med drikkelse, eller måske vigtigst at rejsen går direkte fra Rønne og tilbage til Rønne Lufthavn. Det kan også give stof til eftertanke, for hvad finder jeg på til næste år. Det skal jo ikke være noget, hvor Ældre Sagen kommer i konkurrence med andre rejseudbydere her på øen.
Et spørgeskema vil efter de 2 rejser forhåbentlig give et svar på, hvad de medlemmer, der er med på turen, har af ønsker for næste rejse.