Fredag klokken 19.15 fik Bornholms Politi en anmeldelse om et mindre færdselsuheld ved rundkørslen Torneværksvej/Nordre Ringvej i Rønne. På vej ind i rundkørslen blev en 69-årig mandlig bilist fra Rønne standset af en flagpost i forbindelse med trafikreguleringen af Etape Bornholm. Den 69-årige valgte at bakke for at være mindst muligt til gene, men bakkede ind i en bil med en 51-årig mand fra Tyskland bag rattet. Der skete alene mindre, materielle skader i forbindelse med uheldet, fortæller politiet.
Søndag aften anmeldte en 29-årig kvinde fra København, at hendes lånte bil var blevet påkørt, og at vedkommende var kørt fra stedet. Flere vidner havde noteret registreringsnummeret på bilen, og en 72-årig mand fra Hasle blev efterfølgende sigtet for at køre fra et færdselsuheld uden at give sig til kende.