250 borgere blev mandag testet positive i lyntest

Mandag blev 250 borgere testet positive for covid-19 hos fire private udbydere af lyntest.

Det viser tal fra de private udbydere Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink.

De 250 positive prøver blev fundet blandt 17.544 lyntest. Dermed er positivprocenten på 1,42.

Positivprocenten har siden 3. januar været under 2,00. Den laveste positivprocent var dog 30. december, hvor den var på 0,75.

I de seneste uger har færre danskere fået foretaget en lyntest, hvis man eksempelvis sammenligner med ugen op til jul.

– Det er stadig det samme billede. Vi testede lidt flere i går end dagene før, men det er ubetydeligt lidt, siger administrerende direktør i Carelink Brian Rosenberg.

Mandag sagde han, at virksomheden oplever en vis form for testtræthed hos borgerne.

Tirsdag forventer Brian Rosenberg at høre nærmere om, hvilke plejehjem og institutioner virksomheden må tage ud at teste hos.

Privatudbyderne mangler nemlig fortsat grønt lys fra myndighederne. Den mobile testindsats koordineres i samarbejde med regioner og kommuner.

Der kan foretages op til 100.000 lyntest om dagen af de fire udbydere, men det var altså kun 17.544, der blev testet mandag. Søndag var tallet under 13.000.

Det var det laveste antal testede i lyntest siden 1. januar, hvor der blev foretaget 9418 lyntest.

Testcentrene blev brugt flittigt i dagene op til jul og nytår. 23. december blev 80.291 borgere testet, og dagen inden nytår var antallet 90.761.

Lyntest er ikke lige så pålidelige til at påvise, om man er smittet med coronavirus som de pcr-test, der bliver brugt i det offentlige.

I december offentliggjorde Statens Serum Institut en gennemgang af syv studier fra udlandet, der har undersøgt pålideligheden af testene.

De regnes for meget pålidelige, når der faktisk bliver konstateret smitte. Usikkerheden gælder især de tilfælde, hvor testen giver et negativt svar.

/ritzau/