Antallet af indlagte med coronavirus er igen over 900

Der har været en stigning i antallet af indlagte med coronavirus over det seneste døgn.

Antallet af indlagte stiger med 45 til 920, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Stigningen i antallet af indlæggelser skal ses i lyset af, at der generelt bliver udskrevet færre patienter i weekenden. Derfor kan tallene være højere, end de ellers ville have været.

138 af de indlagte er så syge, at de er indlagt på en intensivafdeling, hvoraf de 88 er tilkoblet en respirator.

Der er fundet 1239 nye smittetilfælde ud fra 55.706 prøver. Positivprocenten lyder dermed på 2,22, hvilket er højere end de seneste seks dage. Der har dog været væsentligt flere test de øvrige dage.

Positivprocenten bliver fulgt tæt af sundhedsmyndighederne, da den kan give en indikation af, hvor megen smitte der er i samfundet.

Tallene fra SSI indeholder ikke lyntest, hvor der søndag blev fundet 186 positive prøver blandt 12.733 tilfælde.

Det vides ikke, hvor stort et overlap der er mellem personer, der får taget både lyntest og test i det offentlige. Derfor kan man ikke lægge tallene sammen.

Der er det seneste døgn registreret 27 dødsfald med coronasmittede. Dermed har Danmark 1597 dødsfald under pandemien.

/ritzau/