DSBs salgssystemer er ramt af nedbrud

DSB’s salgsapp og hjemmeside er søndag formiddag nede, oplyser DSB på Twitter.

– Hvis man skal rejse med DSB’s tog lige nu skal man købe en billet fysisk, og hvis det ikke er muligt, skal man opsøge DSB’s personale.

– Det er ikke i alle togene, der er personale med. Men togføreren, der går igennem togene, vil stadig kunne sælge en billet til kunderne, oplyser DSB’s pressevagt.

Det er stadig uklart, hvornår problemerne med køb af billetter via app og hjemmeside er udbedret.

– Der bliver arbejdet på højtryk for at udbedre problemerne, oplyser DSB.

DSB opfordrer de togrejsende til at købe deres togbillet ved billetautomaterne på stationerne.

– Man kan stadig rejse med rejsekort. Men hvis det ikke er muligt at købe en DSB-billet, skal man opsøge personalet, oplyser DSB’s pressevagt.

/ritzau/