Medie: Verden går fra orange til rød i ny rejsevejledning

Udenrigsministeriet farver i ny rejsevejledning hele verden rød, erfarer TV2.

Rød er det højeste sikkerhedsniveau på Udenrigsministeriets skala for rejsevejledningerne. Farverne tæller grøn, gul, orange og rød.

At alle lande bliver røde, betyder, at Danmark fraråder alle udlandsrejser.

Hvis man alligevel tager til udlandet, opfordrer ministeriet til, at man søger professionel sikkerhedsrådgivning. Det fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside.

Foruden den skærpede vejledning for rejser ud af landet, bliver det sværere for folk at rejse til Danmark.

Det er kun folk med et anerkendelsesværdigt formål og en negativ coronatest fra det seneste døgn, der må rejse ind i Danmark, erfarer mediet.

De seneste uger har verdenskortet været orange. Det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes, fordi risiciene ved at rejse til landene kan være alvorlige.

Fredag eftermiddag holder transportminister Benny Engelbrecht (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) pressemøde om netop ind- og udrejserestriktioner i Danmark.

/ritzau/